torsdag den 22. december 2011

Julehilsen til elevatorfolket - Let røven!

De sidste 5 måneder har jeg indgået som en del af det lettere ukendte, men dog mangfoldige elevatorfolk. Elevatorfolket bevæger sig ganske uset for de fleste hverdagsmenneskers øje på togstationer, storcentre, biblioteker og andre offentlige tilholdssteder. Elevatorfolket har det tilfælles, at de til trods for gode trappeforhold altid vælger elevatoren som transport fra A til B. Som i alle andre folkefærd er der selvfølgelig stor forskel på elevatorfolket, og groft kan man dele dem op i følgende grupper:
  1. Barnevognsgængerne (Denne gruppe tilhører jeg)
  2. Gangbesværet
  3. Cykelmedbringerne
  4. De dovne


Min julehilsen går ene og alene til fjerde gruppe af elevatorfolket - De dovne! 5 måneder er nu gået med mig som et elevatormenneske. 5 måneder hvor jeg stille har opbygget en indre irritation, som nu endelig får afløb via min blog.
For udover talrige diskussioner med de dovne og et næsten fysisk slagsmål med en fuld polak, der så sig sur på mig og min barnevogn, så har jeg efterhånden fundet ud af at dette ingen ende vil tage.

Det dovne elevator folk er kommet for at blive!

Så nu til min julehilsen....

Kære dovne elevator folk, teenagere, fulde polakker, Hr. og Fru. Danmark,

I er en del af et stolt folkefærd, der sætter en ære i at kunne transportere sig længst muligt uden at røre en eneste muskel i kroppen. I kæmper bravt for jeres ret til en plads i elevatoren og lader jer ikke gå på af svagt gående, barnevogne og cyklister. Nej til det er i for stærke i jeres tro på jer selv, og at verden drejer rundt med jer som centrum.
I, kære dovne elevatorfolk, er af den rette støbning - Ingen anger, ingen kvaler men bare gåpåmod og en god retningssans direkte til næste elevatordør. I lader jer ikke gå på af diverse motion- og sundhedsråd. De 10.000 dagligt anbefalede skridt tager i istedet med tommelfingeren på fjernbetjeningen eller på computertastaturet. Hvorfor røre sig når fremskridtet har gjort, at alt kan ordnes mens man passivt lader sin krop forfalde.
Kære dovne elevatorfolk, i har forstået det! I har forstået at udnytte teknologien, sundhedssystemet, de sociale sikkerhedsnet til fulde.
Kære dovne elevatorfolk, jeg er nok farvet i min betragtning af jer. Det skal dog ikke holde mig fra at ønske jer en rigtig glædelig jul. Må jeres familie lave en en fantastisk aften for jer med god mad, gaver og hvad der dertilhører af oprydning osv, mens i passivt ligger på sofaen, dog lettere irriteret over ikke at kunne høre fjernsynet for al den larm opvasken og oprydningen laver.

Køre dovne elevatorfolk indtil vi ses igen - for det gør vi! Ha en rigtig glædelig jul....

onsdag den 14. december 2011

Hvordan kommer man øverst på skamlen?

Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse

Det kan der være rigtig mange svar på og det er specielt afhængig af hvilke briller man tar på, når man giver svaret.

I et biologisk paradigme vil man have tendens til at kigge efter det medfødte talent. En udøver er født med en egenskab, der er de andres overlegen.

I et psykologisk paradigme lægger man specielt vægt på evnen til at sætte sig mål og have mentaliteten til at gå efter målet 100%. Dvs. alt hvad det indebærer af at overvinde nederlag, træffe de valg, der flytter en nærmere målet osv.

I et økologisk paradigme anerkender man betydningen af systemet/kulturen/organisationen/familien bag. Det er altså anerkendelsen af at man som udøver blot er en brik i et puslespil, og toppræstationen kommer med baggrund i et stort komplekst system.

I Kristoffer Henriksens nye bog Talentudviklingsmiljøer i verdensklasse, går han i dybden med talentbegrebet i et holistisk - økologisk perspektiv. Til forskel fra anden forskning som ofte fokuserer på talentet som individ, så ser denne bog istedet på individet i relation til miljøet.
Jeg kan varmt anbefale denne bog til folk som har interesse i talentudvikling og ikke mindst hvordan man fremmer udviklingsmiljøer.

Kristoffer kommer frem til mange gode svar i hans bog på, hvordan en opskrift kunne være på at skabe en topatlet. Nedenstående faktorer er nogle, jeg som træner selv kan nikke genkendende til, og noget som jeg prøver at arbejde meget med mine egne udøvere omkring. Men i sidste ende er det jo altid op til den enkelte udøver at vælge hvor højt på en skala man vil ligge på de enkelte faktorer:

Disciplin

  • At have viljen til at underlægge sig sportens krav samt acceptere prisen for en elitesatsning i form af mindre tid til familie og venner (uden for sporten).

Engagement
  • At holde af sin sport og planlægge sin karriere strategisk.
Modstandskraft
  • At overvinde barrierer og komme igen efter perioder med modstand.
Støtte
  • Opsøge og bruge støtte fra ens miljø i stedet for at vente på, at andre kommer til en.
Ansvar
  • Ansvar for egen proces. Ens egen udvikling er i sidste ende kun afhængig af en selv.
Åbenhenhed
  • Åben overfor nye ideer, sparring fra trænere og træningskammerater. Åben for selv at dele ud af sin viden.
Udfordringer
  • Hoppe over hvor gærdet er højest, og få det optimale ud af hver træning.

mandag den 12. december 2011

Ungdoms OL

Vi lagde en plan og det lykkedes!

Siden september har der været tryk på Long Track maskineriet. Træningslejre og konkurrencer har fyldt efteråret. Planen var at få så meget is som muligt tidligt på sæsonen. Grunden var at 30. november var der deadline for kvalifikation til Ungdoms OL (årgang 96-97). Der var meget få pladser at slås om, i det at andre lande allerede havde kvalificeret sig via sidste års VM.

Derfor satte vi alle sejl ind på at få alle juniorer afsted på is og til konkurrencer, og så kunne vi kun krydse fingre. Super resultater blev det til...!

Vi formåde i løbet af efteråret at få hele 6 udøvere kvalificeret til Junior World Cup, en enkelt har allerede kvalificeret sig til Junior VM og sidst men ikke mindst, så er vi repræsenteret til Ungdoms OL ved Philip Due Schmidt.



Kun 5 udøvere fra Danmark sendes afsted; to langrend, to alpin og så Philip. Stort skulderklap til Philip for hans kæmpe indsats og stort skulderklap til hele juniorholdet, som har gjort det fænomenalt!

Det går derfor hen og bliver en travl januar:

26/12 - 4/1 Træningslejr i Berlin
9/1 - 24/1 Vinter Ungdoms OL
27/1 - 30/1 Junior World Cup i Collalbo, Italien

tirsdag den 6. december 2011

Team Amager Forbrændingen

Jeg åbnede i går mit eget cykel og triathlon hold; Team Amager forbrændingen...

Eller okay, så vildt er det heller ikke, men dog et super spændende projekt. Jeg har et par år arbejdet som sundhedskonsulent på Amager Forbrændingen i, hvad de kalder Sund Amager Forbrænding. Her har jeg  snakket kost og træning med de ansatte, lavet sundhedstest osv.

For et par måneder siden fik jeg sammen med en cykelinteresseret ansat, den ide at lave et cykel- og trihold, som jeg skal agere træner for frem mod Grejsdalsløbet i maj og Challenge Copenhagen (miniudgaven) i august.

Ledelsen var helt med på ideen. Og på en måned har vi fået lavet et spinningslokale på et gammelt lager, købt 12 nye spinningscykler, der bliver investeret i træningstøj og i næste måned skal jeg lave en VO2max test på dem alle. SAXO BANK GO HOME!

I går havde vi så første træning, og allerede nu er der venteliste på holdene, som jeg kører mandag og torsdag. Fedt fedt fedt!

Her lidt billeder af vores træningslokale, og første træningsdag:




onsdag den 9. november 2011

Bloggeren er ikke død..

Der er bare meget efterårs travlhed....

Da jeg sidste år besluttede mig for at gå i krig med arbejdet på is, vidste jeg på daværende tidspunkt ikke helt hvad jeg gik ind til. Det gør jeg sådan set heller ikke nu, andet end at det har givet dobbelt så mange bolde i luften, som da jeg "kun" havde rul.

Jeg har valgt denne vinter at sige fra overfor klubtræning for dels at have mere tid til min kæreste og datter, men specielt fordi jeg pt. arbejder non-stop på nationale og internationale is og rul projekter. Der er så mange muligheder og så mange ting at tage fat på. Så det er bare at smøge ærmerne op og skabe de muligheder for udøverne, der er brug for, så de kan nå helt til tops.

Så bloggen er ikke død, mange gode indlæg er stadig i vente...

søndag den 16. oktober 2011

Hiking i alperne.. og nå ja, lige et par kval mere til World Cup!

Er i skrivende stund i Inzell, Tyskland på en 10 dages træningslejr krydret med lidt konkurrence.

Den aller første weekend her i Inzell skulle juniorne teste formen efter i alt kun 5 dage på is (inkl. en træningslejr ugen inden i Holland). Målet for mig som træner i denne weekend var at få flere kvalificeret flere til Junior og Junior C World Cuppen. Måske lidt høje ambitioner taget den sparsomme tid på isen i betragtning.

Men takket være den biologiske udvikling af et par teenageunger kombineret med en træningsindsats henover sommeren, som får de fleste jævnaldrende til at kigge op fra computerskærmen og ryste på hovedet, så lykkes missionen. 8 udøvere kørte i alt 11 nye personlige rekorder og to udøvere er nu yderligere kvalificeret til Junior og Junior C World Cuppen.

I alt har Danmark 5 repræsenteret til næste Junior World Cup den 12-13. november i Erfurt. Som man siger på jysk: "Det er god"!

Oven på weekendens strabadser tænkte jeg, at jeg ville forkæle ungerne. Og hvad er bedre end at tage med deres træner på en lille skovtur... eller rettere 2 timers hiking i de nærliggende bjerge.

En lille stemningsvideo her fra:



torsdag den 6. oktober 2011

Positiv Sundhed

Det seneste års tid er jeg begyndt at bruge Positiv Psykologi som grundlag i alle mine sundhedsvejledninger. Egentlig har jeg brugt Positiv Psykologi i mange år, men det har alligevel givet mig et overblik over begreber, som jeg i forvejen har brugt. Min værktøjskasse er blevet udvidet, forbedret og konkretiseret.
Jeg har faktisk haft ret nemt ved at forstå og bruge den Positive Psykologi. Jeg tror det kommer med min mangeårige baggrund i sportens verden, hvor jeg både som udøver og træner altid har haft et meningsfuldt mål. Og netop det meningsfulde mål/liv er en af de helt store hjørnesten i den Positive Psykologi, og er derfor også ryggraden i det, jeg selv kalder for Positiv Sundhed.

Når jeg vejleder i Positiv Sundhed, går min coaching af mine klienter i høj grad på at finde åbningen til:

Det meningsfulde liv
Hvorfor vil man først og fremmest være sund, hvordan vil man være sund, hvad og hvem vil det være godt for? Her er det enormt vigtigt, at det er klienten selv, der definerer sin egen sundhed. Først når man har konkretiseret sin egen sundhed, vil den blive meningsfuld for en selv. Sundhedsvejledere, diætister osv. kan og bør derfor ikke præge en klient på nogen anden måde, end at være nysgerrig på hvad klienten selv finder frem til.

Det engagerede liv
Som jeg ofte skriver, så er en drøm et mål uden en plan. Noget jeg gør en dyd ud af med mine klienter, er vigtigheden af planlægning. Hvis vi kun tænker, at jeg vil være sund, eller jeg vil opnå det, gøre dit, gøre dat, så bliver det altid kun ved tanken. Når man først har defineret sin egen sundhed, og hvorfor det giver mening for en, så er det tid til at lægge en plan. Hvordan kommer jeg hen til målet, hvad skal vælges til, hvad skal vælges fra, hvilke personer skal jeg søge inspiration fra, hvornår skal tingene være udført osv. Ved at gøre sine tanker konkrete, kan vi meget bedre arbejde med med dem. Vi sætter ord på ting vi gerne vil opnå, og vi gør det klart for os selv, hvordan vi opnår det. Vi engagerer os i vores eget liv, og vores egen sundhed bliver et meningsfuldt engagement.

Positiv Sundhed bygger på principperne om Positiv Psykologi. Nedenstående video er med Martin Seligman, manden der i høj grad har igangsat denne bevægelse tilbage i slut 90´erne. Jeg vil ikke komme med nogen større introdukton af ham, men hvis man finder en interesse i Positiv Psykologi, så vil jeg anbefale at se denne video.

torsdag den 22. september 2011

Optimister lyver..

Optimister har generelt et lykkeligere liv, de lever længere og de opnår ofte succes. Det er facts, som den positive psykologi har bekræftet gennem adskillelige studier. Hvad den positive psykologi ikke altid får med, er de negative konsekvenser, der også er ved at være optimist.
Nogle af bagsiderne møder jeg ofte, når jeg vejleder folk i sundhed. Hvis en optimist får af vide at "dit blodtryk er i næsthøjeste risikogruppe gruppe" så vil optimisten med det samme svare.... "Ej, hvor godt den ikke er i den højeste, så er det jo ok".

Optimister kan være de sværeste at vejlede, for generelt så tænker optimister.. Det går jo nok alt sammen. Det er jo en fantastisk attitude, hvis du er iværksætter, backpacker eller sportsudøver, der dropper alt andet for at nå et mål.

Men optimister indenfor sundhed lyver ofte for dem selv i håb om "at det skal nok gå alt sammen". Men nej.... Dit blodtryk er i næsthøjeste risikogruppe - du ER i fare for at dø. Din fedmeprocent er udtalt forhøjet, så skal du ikke glæde dig over, at du i den gruppe kun er en kategori I og ikke III.

Jeg er selv udtalt optimist, men jeg tror hellere at jeg må dyrke pessimisten lidt mere i mig, så jeg ikke selv sidder en dag, som storrygende, champagnedrikkende, overfed, mangemillinonær (hey... succesfulde iværksættere er optimister) i en fin murermestervilla nær Rungsted havn.

mandag den 19. september 2011

Går du til sport eller er du?

I weekenden var jeg på trænerseminar i Stockholm. En del af en Long Track træneruddannelse, jeg tager med finske og svenske trænere.

Et af punkterne i denne weekend var talentudvikling. Et emne, jeg sluger råt og går meget op i ved at læse alt teoretisk på markedet. Mit eget bidrag (udover min trænergerning) til emnet, var udarbejdelsen af "Aldersrelateret træning i speedskating", som jeg udviklede for et par år siden.

I Stockholm havde vi et oplæg fra det Svenske Idræts Forbund. Meget af det kunne jeg nikke genkendene til, da den litteratur man bruger i Talentudvikling stammer fra de samme forskningsresultater. Men vores oplægsholder havde tilgengæld en fantastisk pointe, som jeg med ét tog til mig!

Det er nemlig fuldstændig ligemeget, hvor kloge vi kan blive på talentudvikling og hvor gode rammer vi kan lave for vores udøvere, hvis ikke vores udøvere har den mentalitet, der skal til for at udvikle sit talent.

Hun brugte som eksempel, at man idag "går til en sport" - man er ikke. F.eks. så kan man gå til speedskating eller man kan være speedskater.

Der er jo en kæmpe forskel på den tilgang man har til sin sport, sin hverdag og de valg man træffer. Hvis man "går" til speedskating, så er det en fritidsbeskæftigelse, som man af og til kan vælge ikke at gå til. Hvis man derimod "er" speedskater, så træffer man de valg i hverdagen, der gør at man kan udøve sin sport. Hvis man oven i købet har ambitioner, så træffer man de valg, der skal til for at blive bedre.

Hun brugte udtrykket om sådan en atlet, som en 24/7 atlet. Spørg derfor dig selv, er du 24/7 atlet eller går du til? Som træner kan du spørge dig selv, hvilket miljø du opbygger og om det fremmer 24/7 atleter?

Der er intet galt i at være nogen af delene. Men det er synd at bilde udøvere ind, at de kan nå langt hvis de kun "går" til sporten. Har man ambitioner i sin sport, så bliver man nød til at træffe et valg. Et valg om man tør at gå hele vejen og blive en 24/7 atlet.

torsdag den 15. september 2011

Long Track - planlægningen er i fuld gang!

Om kun 14 dage går Long Track sæsonen igang. Planlægningen er i fuld gang med en sæson, der bliver mere spændende end nogensinde!

 

Men lige en status på hvad der står på spil for de danske udøvere i denne vinter:

Seniorer
  • Kvalifikation og deltagelse i World Cup, EM og VM (enkelt distancer)
Sara Bak har valgt at flytte 4 måneder til Calgary for at få de mest optimale forberedelser i jagten på nye personlige rekorder og på at kvalificere sig på flere distancer i World Cuppen.
Sara Bak og Cathrine Grage deltager i de første World Cups i november måned i henh. Rusland og Kasakhstan.

Juniorer
  • For årgang 96-97 - kvalifikation til Junior C World Cup
  • Kvalifikation til Ungdoms Vinter OL
  • Kvalifikation til Junior World Cup (Pt. er Stefan Due Schmidt og Nicoline Christensen kvalificeret)
  • Deltagelse i Junior World Cup
  • Kvalifikation til Junior VM
Juniornes foreløbige vinterkalender. Der vil blive arrangeret yderligere træningslejre i januar og februar

Så der lagt op til en super sæson, og jeg tror på at Danmark over de næste år vil markere sig som en isskøjtenation, og være en af de "små" lande som vil formå at skabe store resultater trods få udøvere.

I øjeblikket bliver der lagt mange kræfter i at samkøre Short Track, Long Track og Inline. En model som ikke bliver kørt andre steder i verden.

Denne sæson vil vise om det strukturerede arbejde, der er lagt i udviklingen de sidste år vil bære frugt også på isen.

Jeg tror på, at vi er ved at udvikle et dansk koncept for udvikling af speedskating i alle tre discipliner. Vi er ikke mange udøvere, men de udøvere vi har er dybt motiveret for at nå deres mål. Og med de rammer vi er igang med at opbygge, så er jeg spændt på at følge hver enkel udøver i jagten på målet de næste år!

En historie er begyndt, og det er spændende at være en del af den.




torsdag den 8. september 2011

Less is more..

Less is more - et udtryk der er kendetegnende for min træning pt. Alligevel en træning, der har givet mig nogle gode resultater den sidste uges tid.

Siden januar har min træning været præget af en blanding af løberknæ, for meget arbejde, lejlighedskøb/renovering og ikke mindst familieforøgelse. Træning har derfor ikke haft første prioritet i 2011, og jeg tror aldrig, at jeg har haft så  få timer i træningsdagbogen som i år.

Derfor er det også først her i sensommeren/efteråret at tiden er begyndt at være der til motionsløb igen. Jeg valgte at deltage i henh. Albertslundløbet og Thy Nationalpark Marathon med kun en uges mellemrum.

Albertslundløbet 1/2 marathon, Tid: 1.28.32
Uden nogen forventninger overhovedet begyndte jeg løbet i hvad der endte med skybrud, oversvømmelser og meget tætte lynnedslag.
Jeg placerede mig i den førende gruppe på en 6 stykker. 3 tonsere var stukket af, og dem havde jeg ikke ligefrem lyst til at følges med. Efter ca. 10km begyndte gruppen at gå lidt i opløsning. Jeg valgte at lytte til kroppen, og sætte tempoet lidt ned. Hvilket nok var en god ide, da benene var lidt tunge efter styrketræning dagen inden (havde glemt at løbet var lørdag og ikke søndag, så fik ikke lige den hviledag, jeg normalt ville tage:).
De sidste 10 km løb jeg derfor alene i et godt konstant tempo, og kom ind i tiden 1.28.32 med en placering som nr. 10. Kun et lille minut fra mit nuværende personlig bedste. Højst overraskende grundet de meget færre km i benene sammenlignet med sidste år.

Fra Albertslundløbet

Thy Nationalpark Marathon, Tid: 3.14.32




Under familiebesøg i Thisted passede det med at der samme weekend var marathon i Thys flotte Nationalpark. Formålet med løbet var egentlig bare at "lunte" det igennem uden brug af ur eller pulsmåler.
Og det gik ganske som planlagt de første 10km - flot natur, frisk luft og roligt løb. Efter 10km kommer vi ud på en åben strækning i retning mod Hanstholm. Og ude i det fjerne kan jeg se ca. 10 løbere foran mig + førercyklen.
Jeg tænker, at jeg kan jo lige prøve at sætte farten bare lidt op. Det føles sgu egentlig meget godt, og så går konkurrencegenet lidt op i mig. Ved 25 km har jeg hentet alle foran mig. Jeg havde ellers lagt mig på hjul af en tre-mands gruppe, men da jeg var oppe i fart og stadig havde det godt, jamen så fortsatte jeg bare alene.

Ved 34km løber vi ind i klitplantagen, som er meget kuperet. Mine ben begynder at lide en del. Specielt det at løbe nedaf gør ondt. Så meget at jeg på de sidste 5 km må gå ned af bakkerne, da det gør for ondt at løbe. Således bliver afslutningen af marathonet en gang intervalløb med løb op af bakkerne og gå ned af dem.
Det sætter desværre min føring over styr, og jeg bliver hentet med 5km til mål. Ham, der overhaler mig, ender med at slå mig med 6 min. 6 min jeg desværre mister på at gå ned af de "#¤"# bakker.

Men sådan er det. Jeg er godt tilfreds! Får min første podieplacering som marathonløber og sætter ny personlig bedste tid. 6 min hurtigere end Copenhagen Marathon sidste år.

Derudover jeg er jeg endnu et skridt nærmere mit mål om en sub 3 timer tid.

mandag den 29. august 2011

Mit optimale jeg

Mit optimale jeg er en fortsættelse af indlægget "En drøm er et mål uden en plan"

Mit optimale jeg er en skriveøvelse baseret på forskning i Positiv Psykologi. Inden Positiv Psykologiretningen i slutningen af 90´erne begyndte at interessere sig for de positive effekter ved at skrive om mål, drømme og det optimale jeg, var det at skrive om traumatiske oplevelser et kendt fænomen indenfor helbredelse af depressioner og traumaer.

Traume/depression forskningen viste positive effekter ved at lade patienter skrive om de traumaer, der var årsag til en eventuel depression. Årsagen menes at være det analytiske perspektiv patienterne får på deres egen situation, Til forskel fra kun at tænke sine traumaer igennem, så skaber skrivningen sammenhænge og strukturer i oplevelserne. Oplevelserne bliver konkrete og altså noget som patienterne pludselig kan forholde sig til, da det står sort på hvidt. Anderledes er det med tanker, der ofte er flyvske, ukonkrete og uden struktur.
Resultaterne har været at patienterne, der har brugt skrivningen som et led i deres behandling, i højere grad er blevet raske end kontrolgrupper, der ikke brugte skrivning.

 Da der i 90´erne begyndte at danne sig en interesse om, hvad der får "almindelige og raske" mennesker til at præstere bedre, blev skrivningen et fokus for flere forskere. Teorien var at samme effekter ville ske ved at skrive om sine drømme som sine traumaer. At der blev skabt strukturer og sammenhænge.
Resultaterne bekræftede teorien. Forskningen viste at de personer, der skrev om livssmål og drømme, følte sig mere lykkelige, var bedre til at prioritere valg og fravalg og generelt havde en bedre selvvurderet selvregulering end personer, der blot tænkte på deres mål. For de personer, der blot tænkte på deres mål og drømme, blev der ikke skabt struktur og sammenhænge, og forsøgspersoner kunne derfor ikke berette om samme positive effekter.

Mit optimale jeg
Mit optimale jeg er en skriveteknik, hvor alle facetter af ens inderste drømme og mål kommer på papir. Det er en form for storytelling, hvor kuglepennen bestemmer og alle tanker nedfældes på papiret. Til forskel for at lave en hierakisk målliste med prioriteret mål fra 1-10, så sikrer mit optimale jeg-skriveteknikken, at alle følelser, indre billeder og tidligere erfaringer kommer med. Det er, hvad man i sportspsykologiens verden bruger som visualiseringsteknik, og som har dokumenteret positiv effekt. Forskning i visualisering viser at personer, der kan forestille sig bedrifter i højere grad også vil opnå dem.

Mit optimale jeg er altså en optimal og veldokumenteret teknik til at gøre sine mål konkrete ved at skabe strukturer, lave en handlingsplan ved at prioritere valg og fravalg samt i sidste ende at nå sine mål.

Så fat pen og papir, bryg en god kop kaffe og lad sætningerne strømme derudaf.

Hjælpespørgsmål:
  • Forestil dig, at du vågner i morgen, og der er sket et mirakel. Mens du har sovet har hele verden ændret sig lige efter dit hoved. Hvad er der sket?
  • Hvordan skal resten af din dag, din uge, din måned, dit år, dit liv være?
Når du er færdig med skriveøvelsen, så begynd at led efter sammenhænge og stil dig selv følgende spørgsmål:
  • Hvad er dit mål for den næste periode?
  • Hvordan vil du omsætte dette til handling?
  • Hvornår vil du gøre det?
  • Er der nogen der skal vide det og evt. støtte dig i det?
God fornøjelse!

tirsdag den 16. august 2011

5 skridt til en produktiv arbejdsmåned

Indenfor træning og træningsteori arbejder man med det begreb, der hedder periodisering. Det er et begreb, der bruges om planlægning af træning så en udøver opnår en progressiv udvikling mod et mål. En periodisering kan foregå i mesocyklus (1 år eller mere), makrocyklus (måneder), mikrocyklus (uger, dage, enkelte træninger).

Periodisering bygger på princippet om at kroppen skal kunne restituere, og at det er i restitutionen at kroppen bliver stærkere. En god periodisering sikrer at en udøver hverken overtræner (træner for meget, så kroppen ikke kan restituere) eller undertræner (træner for lidt eller for ensartet, så der ingen udvikling er).

Som sundhedsvejleder på virksomheder oplever jeg ofte, at mine klienter kommer med stresslignende symptomer forårsaget af en masse arbejdsopgaver. Når jeg spørger ind til deres situation, viser der sig ofte samme mønster. Ud fra teorien om periodisering, så kører mine klienter i konstant samme tempo uden hensynstagen til deres egen restitution, fysisk som mental.
Havde klienten været en af mine egne sportsudøvere, så havde jeg med det samme lavet programmet om. For jeg ville være sikker på at der vil være en manglende udvikling, og at udøveren på et tidspunkt ville føle manglende motivation pga. udeblivende resultater.

Periodiser din arbejdstid!

Ha samme indstilling til dit arbejde, som havde du været en udøver. Periodiser din arbejdsmængde, det vil give overskud til opgaver baseret på den restitution, du giver dig selv i mellem perioderne med meget arbejde.
  1. Planlæg en måned (gerne mere) i forvejen.
  2. Inddel ugerne, så de har forskellig workload
  3. Læg den største workload uge lige efter den uge med mindst workload.
  4. Lav dine aftaler, så de passer ind i ugerne
  5. Overhold din plan!
God fornøjelse...

mandag den 8. august 2011

En drøm er et mål uden en plan

En drøm er et mål uden en plan
Alle mennesker har drømme. Store drømme som et liv med mening, køb af drømmehuset, løbe et maraton osv. Dagdrømmeri som at gå på date med hende den søde, cykle frem og tilbage til arbejde eller starte på en ny hobby. De fleste af os må dog nok erkende, at det ofte bliver ved drømmene, nogle vil måske endda påstå at det også for det bedste. Drømme er drømme og ikke en del af det virkelige liv.

Til trods for den ofte negative Jantelov holdning til når folk tør fortælle deres drømme højt, så lykkes det jo alligevel folk at opnå fantastiske ting i deres liv. Tænk blot hvis Thomas Edison lod sin drøm ligge, så vil vi ikke have noget lys i dag. Eller hvis Nelson Mandela holdte sin mund fordi han ikke turde fortælle om sin drøm om et frit Sydafrika, så ville vi måske stadigvæk have apartheid.
Det er store historiske personligheder jeg her trækker frem, men ofte er det jo sådan at de største personligheder, jo netop er dem som turde satse på deres drøm. Satse på deres drøm ved lægge en plan og lave drømmen om til et mål.

Alt for mange af os lader det aldrig blive til mere end ved drømmen. Drømmen giver os et kort indblik i, hvordan det kunne være. En smag af det søde liv. Men hvorfor lade det blive ved kun den korte stund af lykke, hvorfor ikke gå 100% efter det som i vores dagdrømmeri kommer igen og igen?

Adfærd og identitet

Drømmen afspejler ofte vores optimale jeg. Den identitet som vi selv ønsker at leve efter, og som vi håber andre mennesker ser os som. Ofte hænger vores adfærd bare ikke sammen med vores identitet. Vi laver handlinger i vores liv, som ikke hænger sammen med måden vi ønsker at leve det på. Vi træffer valg som fjerner os fra den identitet vi ønsker at have.

Når vi snakker sundhedsadfærd, så ved de fleste af os i store træk jo godt hvad der er usundt og sundt. Alligevel har vi en tendens til at træffe nogle valg, der ligger langt fra den drøm vi har om vores egen identitet. Årsagen her til er sikkert mange, men specielt to årsager oplever jeg som sundhedsvejleder går igen og igen.

1. Der er intet konkret mål med sundheden

2. Det er for et stort besvær at leve op til sit eget bedste

Vi mennesker er ofte indstillet på at få mest muligt ud af mindst mulig indsats. Som moderne menneske er vi derfor godt stillet, når det kommer til at få stillet mange af vores behov. Alt kan i dag ordnes fra en computer, en bil, en fjernbetjening osv. Vi spiser mad udefra langt oftere end tidligere og vi har generelt nem adgang til alt der tilfredsstiller livets behov. Det moderne menneske er i en situation, hvor vi handicapper os selv. Vi foretrækker rulletrappen frem for den almindelige trappe, bilen frem for cyklen, computeren og tv´et frem for social aktivitet med andre. Der skal ikke herske tvivl om at teknologien er et gode, og vi i dag ikke kan leve uden. Teknologien sætter blot mennesket i en position, hvor al tilfredsstillelse nemt bliver stillet.

Men er tilfredsstillelse fyldestgørende for at udleve sin drøm? Svaret på dette spørgsmål er nej. Tilfredsstillelse er positivt for mennesket idet denne følelse fortæller os at et behov er dækket. Dette er dog kun et basalt behov, og må absolut ikke forveksles med det at have en drøm.

”The journey of a thousand miles begins with a single step” – Lao Tzu



Vi kender alle til nytårsforsæt som efter tre dage er glemt. Inderst inde ønsker vi at nytårsforsættet skal gå i opfyldelse, men arbejdet der skal ligges i at følge drømmen tynger mere på vægtskålen. Rygestoppet virker uoverskueligt, vægttabet, opstart af motion osv. Efter en kort periode vælger mange af os, derfor at lade det være ved tankerne og forblive i vores komfortzone. I vores komfortzone er altid rart at være. Vi kender de daglige udfordringer, har de kompetencer der skal til for at overkomme dem og føler os generelt sikre og trygge. Vores adfærd tenderer altid mod at leve i komfortzonen. Trygheden og sikkerheden vægter højt, og mange kan leve et fuldt ud tilfredsstillende liv i komfortzonen. Desværre står komfortzonen også for manglende udvikling, og de fleste af de personer, der forbliver her må leve med tanken om, hvordan det kunne have været.

Ens optimale jeg, den drøm vi har om os selv finder vi i udviklingszonen. Udviklingszonen står for mod og optimisme, da vi har vovet os ud på en selvudviklingsrejse som vi tror på vil gå i opfyldelse. Udviklingszonen står dog også for usikkerhed og ”at turde miste fodfæstet”. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor turen går hen. Vi har kun et billede af, hvordan vi vil have vores verden skal se ud, og så handler vi derefter. Det vigtigste i udviklingszonen er dog at det første skridt er taget i retningen mod ens drøm/det optimale jeg/ identitet.

I de næste blogindlæg vil jeg komme med øvelser og bud på, hvordan det kan gøres nemt at definere sit optimale jeg, hvordan man kan gøre sin drøm konkret og hvilke tiltag der skal gøres for at tage første skridt i udviklingszonen.

torsdag den 4. august 2011

Endnu en til samlingen..

Gjorde mig et fund på et loppemarked på Møn. Denne gamle SCO cykel for kun 80kr. Lidt knofedt, småjusteringer og småindkøb, ja så er denne cykel min nye sommerkværn.

 

onsdag den 3. august 2011

Ubeskriveligt..

Verden har stået stille siden kl. 10.11 den 31/7. Der kom min datter til verdenen og så lyset for første gang.


En smuk og intens oplevelse, som alle forældre kan nikke genkendende til, men som først går op for én når man selv står der. Wow, jeg er stolt, glad og smaskforelsket i min lille prinsesse!

torsdag den 28. juli 2011

If you collect smurfs... smurf it up!

Gary Vaynerchuk overtog familiens vinhandel, da den omsatte for ca. 2 millioner pund om året. I løbet af få år ændrede han virksomhedens profil ved brug af de sociale medier, bla. ved opstart af en online TV-kanal, der kun omhandler vin. I dag er det en verdensberømt vinhandel, hvis omsætning er 10 doblet siden overtagelsen.

Garys budskab er simpelt... Hvis du virkelig har en passion, du brænder for, så skru op for alle knapper! Eller med hans eget udtryk "If you collect smurfs... smurf it up!"

mandag den 25. juli 2011

Katastrofe i Norge - respekt til deres Statsminister!

Katastrofen i Norge er ikke til at sætte ord på. Højre-ekstremist djævlen fortjener ikke flere ord end disse på denne blog!

Istedet vil jeg dreje opmærksomheden hen på Norges Statsminister, som i en krise som denne lyser igennem med flotte udsagn som:

"Tænk på hvor meget had et menneske kan være skyld i... Forestil jer så, hvor meget kærlighed vi fælles kan skabe"

"I dag er vi ramt af to chokkerende, blodige og feje angreb. Meget er fortsat usikkert. i nat må vi alle stå sammen og tage vare på hinanden"

"We will retaliate with more democracy!" 
(sammenlignet med Bush d. 11/9 2001: We´re gonna hunt you down")

En Statsminister med format! Jens Stoltenberg

torsdag den 14. juli 2011

Den optimale præstation

Med det kommende EM i speedskating i henh. Italien og Holland starter eksamen for de udtagede udøvere, hvor de skal vise at de mange måneders forberedelse vil munde ud i gode resultater.
Som træner tænker jeg konstant på, hvordan jeg kan optimere mine udøveres betingelser, så de kommer tættere på den optimale præstation. En refleksion som har givet mig et overblik over, hvordan jeg ser den optimale præstation blive til en realitet over mange arbejdstimer.
Det smukke ved sport er, at man får livets realiteter at mærke på så kort tid. Skuffelse, sejre, motivation, manglende motivation, drømme, målsætninger, hårdt arbejde osv.
En ting er sikkert, sportsudøvere lærer hurtigt i livet at du skal arbejde mest for de ting du holder mest af og de sejre du helst vil opnå. Alligevel er det ikke alle sportsudøvere, der formår at arbejde sig op til den optimale præstation. Hvorfor? Er det deres egen fejl, deres trænere/ledere eller en helt tredje?

Jeg vil i det følgende præsentere min præstationsmodel. Jeg har valgt også at fokusere modellen på virksomheder, da det i det store og hele er de samme mekanismer, der gælder.

Den optimale præstation består af følgende faktorer:


Omgivelser/organisation
Kulturen er bærende for al udvikling. Er det en "vi" kultur eller en "jeg og dem" kultur. Føler man sig accepteret i gruppen eller føler man sig konstant vurderet på sine præstationer som udøver/ansat?
En kultur der fremmer "pisk og gulerod" vil måske opnå gode acceptable resultater på kort sigt. På den lange bane holder denne indstilling bare ikke. Som sportsudøver vil du få skuffelser, og hvis det du vender hjem til kun er pisk, så vil motivationen hurtigt slippe op.
En udviklingskultur vil omvendt finde skuffelser super motiverende for det fremtidige arbejde. Nederlag kan måske gøre ondt, ja. Men i en udviklingskultur vil man bruge nederlagene til arbejde ud fra og komme stærkere ud på den anden side. En udviklingskultur vil i forskel til en "pisk og gulerods" kultur skabe varige resultater, varig motivation og mindske frafaldet af udøvere/ansatte. Hvis kulturen formår at skabe en accept af nederlag og skuffelser, og samtidig skabe en nysgerrighed for at planlægge sig til et bedre resultat på baggrund af nederlagene, så vil kulturen skabe præstationer igen og igen.

Trænere/ledere
Som min egen grundregel, så er træneren ALDRIG, den der ved bedst. Autoritære ledere/trænere sætter al udvikling i stå, da udviklingen aldrig kommer over det niveau som træneren/lederen selv besidder.
Skab i stedet viden på baggrund af andres kompetencer, andres viden og andres forståelse af udvikling. Det vil altid være en øjenåbner at lytte til andres versioner af samme sag. Hvis ikke, tja så er man nok den autoritære type som ved bedst selv.
Lyt til dine udøvere/ansatte og inddrag dem i problemstillingerne, hør deres bud på løsninger og brug deres feedback til at komme med det endelige produkt. Mine egne udøveres erfaringer har meget mere betydning for deres træningsprogram end al den uddannelse, jeg har taget for at blive en god træner.
Ved at inddrage dine udøvere/ansatte, så sker der en helt naturlig ejerfornemmelse over det fælles produkt. Udøverne skipper ikke deres træning, der er jo et formål med det. Et formål som de selv har været med til at udarbejde.

Udøvere/ansatte
Som udøver kan du have to former for "Mindset". Du kan være i besiddelse af et "Fixed mindset" eller et Growth mindset". En udviklingskultur vil fremelske Growth mindset (GM), idet at udøvere/ansatte netop ser udfordringer som motiverende, de sætter sig ned og laver en plan for at besjre udfordringen, de opsøger hjælp og er ikke bange for nederlag, da nederlag blot er et skridt i den rigtige retning.
Personer med et "Fixed mindset" (FM), stoler typisk 100% på deres egne evner, evner de selv mener de er født med. FM personer har altid travlt med markere sig for at vise deres evner eller deres plads i hierakiet. Ved store udfordringer som FM personer ikke formår at klare, vil de altid skyde skylden på andre eller selve opgaven, de skulle udføre. Aldrig dem selv, da det vil rykke ved deres selvopfattelse. Problemet med FM personer er blot, at oplever de for mange nederlag og kan de ikke leve op til deres eget selvbillede, så søger de blot andre græsmarker. FM personer kan altså være gode for de kortsigtede resultater, men vil oftest fejle på den lange bane.
Omvendt er det for GM personer. De vil fortsætte med at vokse. De vil ikke søge andre græsgange for de bliver aldrig færdige med at vokse på egen græsgang. Der er derfor ingen grænser for, hvad en GM person kan opnå. Derfor vil man også typisk i sport se, at det ikke er dem der starter ud med det største talent, som til sidst står øverst på skamlen.

Den optimale præstation
Den optimale præstation findes måske slet ikke? For en GM person, så vil den optimale præstation altid være et skridt videre. For en FM person, så vil den optimale præstation blot anerkende hans overlegenhed og nærmere opfattes som en selvfølgelighed.

Når jeg efter dette års EM gør status med mine udøvere, så er en ting sikkert. Uanset resultaterne, så er dette års EM et nyt skridt på vejen i deres udvikling.

Jeg glæder mig til at følge med i EM, og jeg glæder mig til det videre arbejde.

NB. Growth Mindset og Fixed Mindset er inspireret af bogen "Mindset" af Carol Dweck 

lørdag den 9. juli 2011

Rolling Vikings dansen

Rolling Vikings er det danske fænomen, som har fanget samtlige supermotionister på rulleskøjter med storm. Rolling Vikings laver oplevelser på rulleskøjter i form af fælles træninger, udlandsture og konkurrencer. Jeg har for længst opdaget at 90% af rulleskøjtesporten består af tosser på hjul, og jeg ligger heller ikke skjul på at jeg selv er den del af de 90%.

Se mere på www.rollingvikings.dk

Rolling Vikings tager dog førertrøjen i tossekonkurencen.. Men måske har Rolling Vikings blot opdaget essencen af det at have det sjovt. Kreativitet, engagement og skøre ideer er ihvertfald det, der formår at samle en masse glade mennesker på rulleskøjter, og giver dem et dagligt smil på læben.

Måske man skulle lade sig inspirere mere af Rolling Vikings.....? Ihverfald fik jeg et smil på læben, da jeg forleden stødte ind i dem under en form for krigsdans på en parkeringsplads i Vallensbæk. Jeg tror de kaldte det opvarmning.

torsdag den 7. juli 2011

EM i speedskating - og træningen op til

Det helt store mål er ved at være tæt på for landets hurtigste speedskatere; årets EM i Inline Speedskating. Siden marts/april er træningen planlagt til at udøverne skal performe bedst den ene uge i juli/august.
Foråret er gået med kvalifikationsløb rundt om i Europa, næsten 2/3 af alle weekender siden april har udøverne været til konkurrence i ind- og udland. Konkurrencer der har ført til sejre, podieplaceringer, styrt, skader, op- og nedture... Alt i alt, den perfekte mentale optakt til EM.
7 af de 11 udtagede til landsholdet er jeg til daglig meget tæt på, da jeg samtidig er deres klubtræner. Og for at der ikke skal herske tvivl om, at der udover den lange mentale forberedelse siden EM, også ligger en kæmpe træningsindsats, får i her de sidste 6 ugers træningsprogrammer for 7 af de 11 udtagede EM udøvere.

Programmet beskriver "kun" de officielle træninger. Udover disse har hver enkelt udøver en særlig plan for selvtræning som udføres alene. I alt træner udøverne fast 5 -10 x ugentligt 10 måneder om året. Træningen som beskrives bygger på principper om årsplanlægning af træning. Dette vil jeg dog ikke gå i dybden med denne gang.

Enjoy....:

Uge 21

Mandag: ? Har åbenbart ikke skrevet program?
Tirsdag: Selvtræning
Onsdag: 5 x 500m + 3 x 100m
Torsdag: Selvtræning og VRK træning (men træn ikke for hårdt!)
Fredag: Fri
Lørdag: DM på bane
Søndag: DM på bane

Uge 22
Mandag: Nåede ikke at lave program, men kørte rolig træning efter DM

Tirsdag: Selvtræning
Onsdag: 17.30-18.30 = Dryland. 18.30-20.00 = 8 x 800m i fart 3,5/ 400m pause (pause 10 min) 10 x 200m i fart 4,5/600m pause + 3x 100 som konkurrence
Torsdag: Selvtræning og VRK træning (dem der skal til Gera, skal kun køre meget let)
Fredag: fri eller afrejse til Gera
Lørdag: Gera eller selvtræning ( I tvivl om selvtræning, så spørg mig)
Søndag: cykling 1,5-2t eller løb 30-45min

Uge 23
Mandag: Alle der var i Gera har fri! Andre: 500-1000-1500 med 800m pause mellem intervalerne. Udføres tre gange i fart 4. Pause mellem intervalserier 5-8min
Tirsdag: Selvtræning
Onsdag: kl. 17.30 Dryland. Kl. 18.30 10 min 400m on/off (fart 4) - 10min 200min on/off (fart 4) - 10 min 100m on/ 300m off (fart 5) + 10 min stafet i hold á 3
Torsdag: Selvtræning og VRK træning
Fredag: Fri
Lørdag: Pinsestævne i Næstved. For ikke deltagere i Næstved: 10 x 200m sprint TT
Søndag: Cykling eller Pinsestævne i Næstved

Uge 24
Mandag: Rolig træning: 1,5-2 timer cykling, 30-45 min løb eller 2x 15min rul (Al klubtræning er aflyst idag!)
Tirsdag: Kl. 15.30 Træning på Amager fælled: 5x 4000m vindpace ( Vi mødes ved banen)
Onsdag: Kl. 17.30: Dryland. Kl. 18.30-20.00: 13 min 400m on/off (fart 4) - 13min 200min on/off (fart 4) - 13 min 100m on/ 300m off (fart 5)
Torsdag: Selvtræning og VRK træning
Fredag: Fri
Lørdag: Haulewik-Wolwega (tror det staves sådan, og er for doven til at tjekke:) Andre: Samme program som mandag
Søndag: Haulewik-Wolwega. Andre: Samme program som mandag

Uge 25

(Rolig uge - uge 26 bliver hård:)
Mandag: kl. 18.15 Opvarmning på sko. kl. 18.30- 20.00: Opvarmning 10 min, Pyramide interval x 3: 400-800-1200-800-400 i fart 3 (pause 400m) Pause mellem interval = 6-7min, Stafet 10min i hold á 3 i fart 3.5, afrul
Tirsdag: Selvtræning og/eller cykling 1,5t, løb 30-45min
Onsdag: kl. 17.30 Dryland. kl. 18.30- 20.00: opvarmning,  8x 250m med stafet skub (i par), 3x 50m start, 2x 100m start, Afrul
Torsdag: Selvtræning og VRK træning - men træn ikke igennem!
Fredag: fri
Lørdag: DM eller Berlin
Søndag: DM eller Berlin


Uge 26
I denne uge var der 6 dages træningslejr for landsholdet. I alt 10 træningspas, hvor udøverne fik trænet hårdere og mere end normalt. Denne uge var tilgengæld også den sidste med fuldt program for kadet og junior B udøverne, inden de starter på EM.

Uge 27
Mandag: Opvarmning (EM hold kadet/Junior B laver kun 2 x opvarmning!) 6 x 1000m stigningsløb - Første omgang i fart 3,5, næste omgang 4 og sidste 200m fart 5. Lav det i grupper á 2-4, Stafet 10 min i hold á 3
Tirsdag:  Selvtræning (kun Mikkel) Træning på Ørestads banen kl. 10.00, 5 x 200m flyvende med skub + 3 TT starter (et sving), Mikkel Højer og andre laver 8 x 200m + 5 TT starter
Onsdag: Opvarmning, Interval 400-800-400 som på campen i 2 x 15min (EM kadet/junior B hold kun 1 x 15min)
Torsdag: Selvtræning eller VRK træning, EM kadet/junior B kun 45 min cykling eller 2 x 15 min rul
Fredag: fri
Lørdag: Ørestad kl. 11, opvarmning, 10 x 1 omgang on/off (alle andre end kadet/junior B laver det x 2) Stafet 10 min i hold á 3
Søndag: Kadet/junior B fri og pak, Andre cykling

Uge 28
Kadet og Junior B landsholdet rejser til EM, hvor de har 5 træningsdage inden de starter konkurrencerne den 16/7.
De andre udøvere kører fuldt program 2 uger endnu.
Mikkel Højer tager til Junior A/Senior EM om 2 1/2 uge




torsdag den 30. juni 2011

Kreativitet

Jeg skrev engang et kort blogindlæg med dette citat:

"The reasonable man adapts himself to the world. The unreasonable man adapts the world to himself. All progress depends upon the unreasonable man."

Og selvom det er ved at være noget tid siden, jeg faldt over citatet af George Bernard Shaw, så bliver jeg igen og igen mindet om det. Om det er mig, der indirekte leder efter kampen " det ufornuftige vs. det fornuftige" ved jeg ikke . Det spændende for mig ligger i udviklingen ved at turde tænke anderledes, ved at træde ud af fornuften for at skabe noget nyt.

Alle nye opdagelser, forskningsgennembrud, livsstilsændringer, ny kunst, musik mm. kommer vel fra en menneskelig drift om at skabe noget, der ikke er set før eller løse et problem, som går en på.
Kunsteren og musikeren ønsker at skabe et værk forskelligt fra alle andre, andre ønsker at skifte livsstil fordi de ser et problem med deres nuværende. Når behovet for at udrette noget er stort nok, ønsker vi at tilfredstille behovet ved aktiv handling.

Her kommer kreativitet ind i billedet. Kreativitet defineres som det fænomen, når en person producerer noget nyt, som har værdi for andre og/eller en selv. Kreativitet er således et grundelement i den ufornuftige tankegang.
Men hvordan opnår man kreativitet? For hvis det var så let, så ville verden jo være i rivende udvikling konstant.

Domæne
Inden kreativitet overhovedet kan lade sig gøre, så er man nød til at kende det domæne man interagerer i. Forskeren skal have kendskab til forskningsresultater, testmetoder og forskningshistorien, som ligger til grundlag for nuværende forskning. Musikeren skal kende til noder, forskellige musikgenre, instrumenter osv. Personen der ønsker livsstilsændring, skal først og fremmest forstå nuværende livsstil.
Først når man kan navigere rundt i eget domæne, kan den kreative proces begynde. For hvis domænet ikke tilfredstiller et behov, kan der opstå driften til at finde nye veje for at opnå tilfredstillelsen. Den kreative proces lader det udfornuftige udfordre de nuværende grænser for domænet, og heraf kan det nuværende domæne udvides.
En anden måde at være kreativ på er ved sammenslutte to eller flere domæner ved her at skabe noget helt nyt. Et klassisk musikalsk eksempel er historien om Jazz, som havde sin oprindelse i det 20. århundrede og var en fusion mellem den afrikanske og den europæiske musiktradition.
På samme måde ser jeg på livstilsændringer, hvor man kombinerer egen nuværende livsstil med inspiration fra andre.

Kreativitet er altså et grundbehov for den ufornuftige tænkning, som igen er et grundbehov for udvikling. Men kreativitet skal læres, først og fremmest ved at dygtigøre sig i eget nuværende domæne, for derefter at udvide grænserne for domænet eller lade sig inspirere af andre domæner.

mandag den 27. juni 2011

Summer Inline Camp

I denne uge er 35 skatere fra henh. Finland, Sverige og Danmark samlet i Vallensbæk for at deltage i Summer Inline Camp. Træningslejren er en del af East Scandinavian Development Project, som er et juniorprojekt for Long Track speedskatere.
Danmark deltager med 8 udøvere, der om vinteren også deltager på is træningslejre i udlandet og desuden kører diverse internationale konkurrencer på is.

På denne træningslejr deltager desuden lokale klubudøvere samt det danske inline landshold, der bruger lejren som forberedelse til det kommende EM. Alt i alt er vi en masse speedskating tosser samlet, ca. 50 i alt med trænere.

Her er lidt videoer fra dagens træning.







torsdag den 23. juni 2011

Klub 100 marathon

Jeg har nu løbet tre marathons, og er blevet bidt af at løbe. Men idag mødte jeg min overmand. Jeg havde ham som klient til noget kostvejledning, og da snakken ellers gik derud af, afslørede han sit nuværende projekt med at løbe et marathon hver 14 dag.

Hvorfor spurgte jeg ham...? Hans mål var at blive medlem af klub 100 marathon, og han manglede nu kun 14 marathons.

Klub 100 marathon er for folk med +100 marathons på kontoen. Der er ikke krav om tider, blot at du gennemfører 100 registrerede marathons.

En skrue løs eller et sjovt projekt... Tja vurder selv, men imponerende er det sgu! Her er en oversigt over danske +100 marathon løbere...

mandag den 20. juni 2011

Seeing the big picture...

Historien om de tre stenhuggere
Og mine fortolkninger på spørgsmålet, "hvad laver du?"

Elitesport
  1. Jeg skal til klubtræning
  2. Jeg skal morgenløbe
  3. Jeg er igang med at gøre mig klar til OL om 4 år

Sundhed
  1. Jeg må ikke ryge
  2. Jeg skal huske mine grøntsager
  3. Jeg lever et sundt og aktivt liv
Uddannelse
  1. Jeg skal aflevere i morgen
  2. Jeg skal huske at læse
  3. Jeg er nysgerrig og dygtiggør mig

torsdag den 16. juni 2011

Malbun - en dag i himlen/helvede

To gange har jeg været så presset fysisk, at min mor var den eneste jeg tænkte på... To gange har jeg stået ansigt til ansigt med det barbariske bjerg, der har taget mandsmod fra flere udfordrere To gange har jeg overlevet og besejret det berygtede bjerg Malbun beliggende i Liechenstein.

I dag skulle rytterne i Schweiz Rundt over selv samme bjerg, et bjerg jeg denne dag så fra min sofa, men mentalt sad jeg med drengene i feltet. På trods af at de kørte mindst 10min hurtigere op end jeg gjorde..

Min kære medrytter og overlevende fra selv samme Malbun har her skrevet en god beretning fra vores udfordringer og dagens etape.

http://www.holmeren.wordpress.com/

I´m back... Igen

Mere end 8 måneder er gået siden mit sidste blogindlæg. 8 måneders skrivepause selvfølgelig brugt til fordybelse til nye interessante emner, som vil blive bragt på Danmarks mest egocentreret blog.

Nu i ny udgave uden mulighed for at kommentere på mine indlæg, så jeg kan være endnu mere selvfed i mit eget univers af meninger og kommentarer.

Kære bloglæsere... alle to, velkommen tilbage!