The way is the goal...

Engang stod det på en hendes dør...

Senere blev tegningen til virkelig...

Elena Rigas bringer 3 bronzemedaljer med hjem fra årets EM. Det er første gang en dansk pige vinder metal til et EM, og så hele tre! Udover den fantastiske præstation, så er Elena også en god historie om en udøver, der har taget valget, om man går til en sport eller er sportsudøver, hvilket jeg tidligere har blogget om...

Det valg har pt. bragt første mål i hus... Et mål der engang stod på hendes dør. Hvad mon der står nu?

Carrot and stick - Motivation?

I skrivende stund sidder jeg på et hotel værelse i San Benedetto del Tronto i Italien. Jeg er til VM med to af mine udøvere Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup. Der er nu to dage tilbage af dette års VM, men også to dage tilbage af min første inline sæson som dansk landstræner.

Mens regnen udenfor giver forsinkelser i løbene, giver det ekstra hotel tid og alene tid til at reflektere over sæsonens hændelser og ikke mindst mine erfaringer fra dette VM.

Viktor der fører VM feltet under 20 km udskillelse

En af mine største interesseområder inden for sport er motivation. Sportsfolk er altid herlige at arbejde med, da de altid har en eller anden form for motivation at arbejde med. Motivationen er alligevel den der adskiller sportsfolk fra hinanden, og er i sidste ende den der er bestemmende for udøverens resultat.

Som landstræner har jeg lov til at sigte højt og ærligt fortælle mine udøvere om mine ambitiøse mål, jeg har på deres vegne. De ved jeg går efter en guldmedalje til VM, at jeg vil have folk til OL og et team pursuit hold med til OL i 2018.
Dette lægger jeg ikke skjul på, men vil det motivere mine udøvere til at træne ekstra, yde deres bedste for at gøre mig tilfreds? FORHÅBENTLIG IKKE!

Jeg kan ligge en overligger, men jeg kan ikke motivere folk til at gå den vej jeg vil. Kun hvis mine udøveres mål og mine mål stemmer overens, så kan der ske magi! Jeg kan skabe rammerne, udøverne kan lave resultaterne!

Til forskel fra min tilgang til trænergerningen, ser jeg her til VM en sjov variation af trænere, der bruger carrot and stick princippet. Mest af alt for at tvinge deres egne eller forbundets mål nedover udøverne. For nogle lande virker det - de er ikke vant til andet. For andre ser man ellers gode udøvere underpræstere i en grad, der får dem til at føle sig dårlige. Det er i hvertfald det deres trænere efterfølgende giver udtryk for imens træneren lige påpeger alle de fejl udøveren lavede under løbet.

Til opnåelse af hurtig succes kan carrot and stick måske bruges, konsekvensen er dog ofte en kort udøver karriere og en hurtig exit fra sporten. For kontinuerlig succes er det en længere rejse, der kræver motivation til konstant at forbedre sig.

Sagt på en anden måde "fremskridt sker ikke gennem revolution men evolution!"

Den bedste, sit bedste, det bedste

Hvem får succes?

1. Den der prøver at blive den bedste
2. Den der gør sit bedste 
3. Den der gør det bedste

I elitesport er dette et spørgsmål man ofte stiller sig selv. Som udøver har man en tendens til kun at forholde sig til nummer 1. Man vil for alt i verden gerne være den bedste i sin disciplin. Som udøver bliver det ofte til en egocentrering, hvor man konstant er ude på at vise, at man er bedst. Til hver eneste træning, til hver eneste konkurrence. 

Som træner har jeg efterhånden fået et helt andet forhold til succes spørgsmålet, efter jeg nu har muligheden for at se det i et større perspektiv og med flere mennesker involveret.  Problemet med at være i nummer et er at udøveren ofte er mere nervøs, spændt og kan ligefrem have dårlig selvtillid. For hvad nu hvis man ikke er den bedste. Perspektivet bliver meget snævert, og udviklingen er begrænset. Specielt hvis man begynder at tænke lidt over, hvad man vil være den bedste i og sammenligner sig med. 

Eks. En serie 1 fodboldspiller, der drømmer om at komme på landsholdet, men det eneste han kæmper for lige nu er at blive den bedste på holdet.

Nummer 2 udøver er efterhånden blevet en kliché. Den der gør sit bedste.... Men hvad er ens bedste, hvornår ved udøveren at det fulde potentiale udnyttes? Jeg har selv hørt på denne kliché i mange år, og har selv levet efter den som udøver. Heldigvis er jeg begyndt at blive en smule klogere ved at have passion for trænerfaget.

For der hvor man virkelig ser succes hos udøvere, er ikke dem der konstant kæmper om at blive nummer et i klubben, på holdet eller på arbejdet. De succesfulde udøvere er dem, der gør det bedste! Med denne tilgang er der ikke nogen begrænsning på hvor højt loftet kan være.
De succesfulde udøvere sætter sig ned (ofte sammen med en træner/coach/mentor) og analyserer, hvad der kræves for at komme på aller højeste eliteniveau. Uden at tænke i begrænsninger tænkes der istedet i muligheder. Eller som et gammelt ordsprog siger "Tabere har forklaringer, vindere har planer".

Så hvis du virkelig ønsker succes med dit projekt, arbejde, sport, whatever.. Så lad være med at nøjes! Gør det bedste, og selvom du ikke ved hvor langt det vil bringe dig, så kan jeg love at det vil bringe dig meget længere end nummer 1 og 2.

God fornøjelse!