fredag den 4. oktober 2013

Interview til Aktiv Træning

I denne måneds udgave af Aktiv Træning, sættes der fokus på de seneste års teknologiske udvikling indenfor registrering af træning og sundhed.
Jeg er blevet interviewet til artiklen, hvor jeg giver mit syn på udviklingen af de nye gadgets og muligheder, der kommer strømmende i disse år.

For mig er den digitale sundhed fremtiden, og det er super spændende at interessen for området øges. Læs artiklen og bliv inspireret til sundhed på nye flasker - Den digitale sundhed!


fredag den 20. september 2013

Ny sæson nye mål..

For knap tre uger siden forlod vi VM på Inline med de bedste resultater for et dansk landshold nogensinde. I denne uge har vi indtaget isen...!

                        

Første træningslejr på isen med vores svenske og finske kollegaer foregår i denne uge i Berlin. Et super samarbejde mellem os tre lande, der sikrer udøverne bedre forhold og træningsmuligheder end vi nogensinde har haft.

Ambitionerne er høje, humøret er godt og masser af timer på isen er i vente i den kommende sæson!

  


torsdag den 19. september 2013

Polar Loop

Polar melder sig på banen med ny aktivitetsmåler, og melder sig derfor ind i kampen mod Fitbit, Jawbone, Nike Fuelband m.fl.

Umiddelbart virker Polar Loop som de andre aktivitetsmålere: søvn, kalorieforbrænding, antal skridt, intensitet af fysisk aktivitet kan den måle. Det er egentlig ikke markant anderledes end dens konkurrenter. 



Der hvor Polar adskiller sig er tilgengæld dens kommunikation til deres Pulsbælter med Bluetooth smart. Polar Loop kan bruges som træningsarmbånd og vise aktuel puls under træningsture. En parameter, Polar selv medtager til at estimerne det totale energiforbrug.
Det nye armbånd er desuden det eneste af sin slags, der kan holde til at tage med i vandet. Om dette egentlig er relevant kan være svært at sige. Umiddelbart er jeg rimelig skeptisk, hvis Polar mener de kan udregne kalorieforbrænding ved svømmeaktivitet. Men måske det kommer, og så er de selvfølgelig et skridt foran de andre konkurrenter.

Den sidste feature er selvfølgelig Polars træningsplatform. Efter i mange år at have kørt på samme opskrift med træningsanalyse og træningsdagbog, så kommer der nu et nyt element som er døgn monitoreringen. Det synes jeg faktisk er det mest spændende! Flere data på samme platform i stedet for meget data på forskellige platforme er vejen frem!

Men spændende er det, når de etablerede virksomheder nu melder sig ind i aktivitetsmåler kampen. Gad vide hvad Garmin pønser på.

Læs mere på:

http://www.polarloop.com/


mandag den 2. september 2013

En Deuter taske takker af...

I 2003 indledte jeg et forhold, der skulle vise sig at holde i tykt og tyndt, regn og slud samt alverdens prøvelser igennem 10 år.
I de 10 har jeg haft en tro følgesvend på min ryg - min Deuter Trans alpine 30!

En Deuter Trans Alpine før og efter 10 års heftig brug!
Men efter 10 år må jeg erkende at brug er blevet til misbrug, og jeg nu ikke længere kan tillade mig at holde tasken i live længere. Jeg skiller mig derfor af med min følgesvend, og mindes derfor hvordan tasken er blevet slæbt henover over Colombianske bjerge, cyklet fra København til Skagen, båret på samtlige af mine studiebøger, været med mig til alle konkurrencer på inline og is rundt om i verden siden 2003 til nu at agere pusletaske for min datter, når vi er på ture.

Mangt og meget har den været igennem, og jeg kan kun håbe på at en ny Deuter kan træde i dens sted.

Kære Deuter Trans Alpine anno 2003 - Tak for denne gang. Tysk grundighed slår aldrig fejl. 
Auf wiedersehen!


fredag den 30. august 2013

VM Oostende 2013 - Vejløb

Tre dages konkurrence på vej er slut. To top 10 placeringer og et brækket kraveben fik vi med hjem - alt i alt lidt blandede følelser.
Det starter ellers så godt. Elena er endnu engang flyvende på første dagen af vejen og slutter på en 9. plads i 10.000 m pointløbet. Stefan og Viktor kører et imponerende hold løb på samme distance, og viser endnu engang at når de to danskere sætter sig i front, så klynker de i feltet. Stefan kører en velfortjent og imponerende 5.plads hjem, mens Viktor ofrer sit eget resultat for ene mand at køre et udbrud med nogle af feltets stærkeste hjem over 3-4 omgange. Efterfølgende angriber Stefan og optjener 2 point mere til hans i alt 6 point.
Elena i udbrud i pointløbet.

Viktor henter udbrud
Stefan kører for point

Dagen efter vil vi gerne have revet ud af kalenderen. Havde det ikke været fordi Stefan har fødselsdag denne dag, så vil vil vi nok også gøre alvor af det. 20.000 m udskillelse blev en lang slåskamp for udøverne, der kostede tidlige udskillelser og desværre vores første styrt til Elena. Det skulle hurtigt vise sig, at resultatet blev et brækket kraveben (brækket 3 steder) som nu er sat sammen med 5 skruer, hun skal hygge sig med de næste 6 måneder.



Vi sluttede vejbanen af med drengene i stafet. Desværre gik vi ikke i finalen, og måtte istedet se aftenens løb fra sidelinjen.
Idag har vi en tiltrængt hviledag oven på mange dage med løb. I morgen køres sidste løb til dette års VM, men et af vores absolut bedste distancer; Marathon. Vi kører på en rundstrækning inde midt i Oostende by.

Følg det live fra kl. 13.30 (Junior drenge) på http://www.oostende2013.com/nl/livestream


mandag den 26. august 2013

VM Oostende 2013 - Baneløb

VM Oostende - Bane
Tre top 10 placeringer og et dansk hold, der alle er i super form! Vi kan være mere end tilfredse med dette års baneløb til VM.
Vi har to "Rookies" med til årets VM - Nikolaj og Elena. Nikolaj Helmsøe har leveret flotte præstationer og har været en god støtte for Stefan Due Schmidt til at få ham beskyttet i feltet. Som første års VM deltager er en top 25 en fantastisk placering i verdens stærkeste junior felt. Resultaterne skal desuden ses i lyset af at Nikolaj i begge løb har været uheldig med et styrt foran ham og en ikke helt berettiget udskillelse.
Elena Rigas har i den grad overrasket positivt. Elena er egentlig i en aldersgruppe yngre, og ligger derfor og bider skeer med udøvere op til to år ældre end hende. Med en 8 og 11. plads taler de præstationer vel for sig selv. Så sejt gået af Elena, der p.g.a. sin alder har endnu to år i samme Junior række.
Stefan har leveret i top klasse med to top 10 placeringer i et meget stærkt felt. Ikke mange kommentarer hertil andet end det er en fornøjelse at se.
Alt i alt en super bane konkurrence det danske hold kan være stolte af!



De kommende dage venter vejkonkurrencerne med 10.000 m pointløb som første løb. Elena og Stefan fortsætter på vejen mens Viktor Hald Thorup er kommet til som ny makker til Stefan. Nikolaj får et par hviledage inden han er i konkurrence igen på stafetten og marathon senere på ugen.

Se mere om programmet her.

Dag 3 - Stafet og 1000 m
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 33
Nikolaj Helmsøe, Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup - Diskvalificeret

Dag 2 - 15.000 m udskillelse - Bane
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 11
Stefan Due Schmidt - Nr. 8
Nikolaj Helmsøe - Nr. 25

Dag 1 - 10.000 m Point/Udskillelse - Bane
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 8
Stefan Due Schmidt - Nr. 6
Nikolaj Helmsøe - Nr. 26

Billeder fra dag 1 af Daniel Yeow på www.speedskateworld.com








Forberedelsen... Video af Nikolaj Helmsøe:



mandag den 21. januar 2013

Er diætister og personlige trænere en uddøende race...?

Til trods for fedmeepidemi og øget fysisk inaktivitet er diætister og personlige trænere måske et uddøende folkefærd? Face to face dialogen overtages af smarte gadgets og teknologiske løsninger, der motiverer og engagerer folk, som ingen sundhedsfaglig nogensinde har formået.

Softwareingeniører og spilprogrammører er de nye nøglepersoner i sundhedsfremme!

Quantified Self er en bevægelse af selv-trackere, der elsker at kvantificere al data om sig selv: blodtryk, vægt, træning, søvn, skridt, økonomi, osv. osv. 


I 2009 i San Francisco blev der afholdt det første QS møde med deltagere der havde en interesse i selv tracking, en bred skare af brugere af QS produkter, producenter og andre interesserede. QS miljøet har hurtigt spredt sig til mange lande. I Danmark blev der afholdt det første QS møde i 2012, og i alt er der afholdt 3 her i landet. Jeg har selv deltaget i møderne, der er dybt interessante og inspirerende. 
Det fascinerende ved QS er de mange produkter og løsninger, der i disse år produceres. Aldrig har det været lettere at få tal på sig selv. Integrationen med din Smartphone giver desuden et nyt element til dine data idet du nu i højere grad visuelt kan følge med 24/7.
Produkter som Fitbit, LARK, Jawbone, Nike Fuelband, Amiigo er netop udviklet til at opsamle data om alt fra din søvn til dit fysiske aktivitetsniveau. Fælles for dem er interaktionen mellem dig som bruger og den platform produkterne er udviklet til.


QS produkterne ændrer ved magtforholdet mellem dig som bruger og specialister som diætister og personlige trænere (eller læger, forskere og andre sundhedsfaglige for den sags skyld). Takket være Softwareingeniører har du nu ejerskab over og indsigt i data, som før hen var forbeholdt specialister at give gode råd om. 

Kritikere vil nu måske påpege, at data kun er brugbar hvis den efterfølgende bliver behandlet af en specialist, der ud fra data kan give de gode råd. Jeg kunne ikke være mere enig. Problemet er blot for de mange hundrede sundhedsfaglige, der hvert år bliver uddannet fra professionshøjskolerne i Danmark (og som sjovt nok ender i arbejdsløshed), at udviklingen har overhalet dem. Sundhedsspecialister i dag og i fremtiden vil være de dygtige mennesker, der forstår at forvandle data fra QS produkter til motiverende Apps og sociale brugerplatforme. 

Vores elskede Smartphones vil give det endelige dødstød til diætisterne og de personlige trænere!

De nye sundhedsfaglige specialister vil være dem, som formår at sætte QS data ind i et Gamification koncept. Gamification er et populært begreb, der betegner et fænomen, når man sætter spilelementer til ting, der ikke er et spil. Gamification er ikke nyt, men det er alligevel nyt at krydre den nye teknologi af accelerometer systemer med spil psykologien.
Er der noget spil kan, så er det at motivere folk til at deltage aktivt. I Europa alene spiller over 100 millioner computerspil, 97% af unge under 18 år spiller computer spil, 40 % af alle "gamere" er kvinder, en ud af fire "gamere" er over 50 år.
Computerspil formår altså at engagere og motivere folk til udføre et stykke koncentreret arbejde om og om igen. Spørgsmålet som mange softwareingeniører og spilprogrammører har spurgt sig selv de seneste år, er om andre segmenter end "Gaming" verden kan nyde godt af psykologien bag.
Det er lige akkurat her vi nu er i udviklingen af den nye måde at arbejde med sundhedsfremme på.


                                 Teknologien er der, Smartphonen er her, kunderne er her!

Nike har taget teten som "First mover" på dette område. I januar 2012 introducerede Nike deres Fuelband, men Nike har allerede taget skridtet videre og integreret Fuelband i deres virtuelle spilverden; NikeFuel Missions. Et rigtig godt eksempel på hvordan man 1. kan måle fysisk aktivitet på personer, 2. motivere til yderligere fysisk aktivitet ved at lade personernes data indgå i et spil.



Gamification er bygget op om 4 grundsten; Der skal være et konkret mål, regler at følge, et feedback system og frivillig deltagelse. Jeg er ret sikker på, at dygtige diætister og personlige trænere følger nogenlunde samme opskrift. Og dem vil der nok altid være plads til, også i fremtidens sundhedsfremmende arbejde. Men de andre, der ikke kan sætte flueben ud for alle 4 grundsten, vil få dødsstødet om bare nogle få år.

Faktum er:
  1. Koblingen mellem Gamification og Quantified self produkter er kun i sin spæde start.
  2. De nuværende populære QS produkter, som er nævnt i dette blogindlæg, sælges hovedsageligt på deres kobling til en platform. Validiteten af produkterne (dvs. måler de overhovedet korrekt) er mangelfuld.
  3. Andre produkter som Bodymedia og Actigraph er klinisk valideret og de mest brugte accelerometer systemer i forskingen. De er dog på nuværende tidspunkt dyre, og ikke koblet til en attraktiv platform for en almindelig forbruger.
Konklusionen er at om ganske få år, så går de nuværende Gamification tendenser op i en højere enhed med meget præcise måleenheder. Når spilprogrammørerne så samtidig får koblet en masse naturvidenskabelig teori på, så kommer der en helt ny trend i sundhedsfremme. Det vil blive attraktivt og almindeligt at måle på sig selv, følge reglerne for vægttab/præstationsoptimering, modtage hurtig og konstant feedback på sin udvikling,  altså leve i en gamificationiseret hverdag, der hjælper dig til at nå dine mål.

Diætister og personlige træner..... Watch out!