Viser opslag med etiketten Speedskating. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Speedskating. Vis alle opslag

søndag den 12. januar 2014

Vi bygger en Katedral..

Tre stenhuggere blev spurgt af en rejsende, hvad de var i færd med. Den første svarede "jeg hugger sten", den anden svarede "jeg er ved at forme en hjørnesten". Den sidste stenhugger svarede "jeg er med til at bygge en katedral".

Vi startede denne Long Track sæson i september måned på den første træningslejr i Berlin. En ikke helt normal sæson vidste vi fra start... Denne sæson var den første OL sæson i vores projekt Inline/LongTrack.
Og nej Danmark er ikke repræsenteret til dette års Vinter OL i Sochi i hurtigløb på skøjter. Er dette så en fiasko og et nederlag? Absolut ikke.. For vi er igang med at bygge en Katedral!



Vi har søsat et yderst ambitiøst projekt. Vi er igang med opbygge et talentudviklings- og eliteprojekt, der sigter på at få udøvere med til OL i en sport, hvor vi i Danmark ikke har faciliteterne. Vi har ingen is*, vi har ingen erfaring, men vi har masser af talent, gåpåmod og støtte fra fantastik mange frivillige.
De sidste 3-4 år har vi fået skabt de rammer, der skal til. To forbund er gået sammen, og fra 2013 gik Danmarks Idræts Forbund ind og støttede os, så vi har mulighed for at tage på flere udenlandske træningslejre.
Vi har frem til OL året i år altså formået at bygge den båd, der skal til for at sikre rejsen til OL året 2018. De næste fire år skal vi så have de rigtige mennesker (trænere, managere og support) om bord på båden, for at sikre at rejsen også bliver en succes.


Vi har talentmassen, der skal til og vi er på rette vej. Vi nåede ikke OL i år, men det har heller aldrig været målet. Vi var tæt på... Og det bekræfter blot at om 4 år, så kan familien Danmark åbne deres tv til vinter OL i Pyeongchang og undre sig over, hvordan vi kan have 3 skøjteløbere med til et OL, når vi ikke engang har is i Danmark*.

Jeg glæder mig til at være med i den båd, der de næste 4 år skal sejle hele vejen til Sydkorea, og vil samtidig takke alle de som allerede er med i båden! Uden hver enkel af jer, vil vi ikke været nået så langt som vi er.

*Vi har selvfølgelig vores højt elskede Genforeningsplads og Danmarks eneste klub for hurtigløb på skøjter, HLF72. Desværre er banen i sådan en stand, at vi ikke har mulighed for at bruge den til træning.

fredag den 20. september 2013

Ny sæson nye mål..

For knap tre uger siden forlod vi VM på Inline med de bedste resultater for et dansk landshold nogensinde. I denne uge har vi indtaget isen...!

                        

Første træningslejr på isen med vores svenske og finske kollegaer foregår i denne uge i Berlin. Et super samarbejde mellem os tre lande, der sikrer udøverne bedre forhold og træningsmuligheder end vi nogensinde har haft.

Ambitionerne er høje, humøret er godt og masser af timer på isen er i vente i den kommende sæson!

  


fredag den 30. august 2013

VM Oostende 2013 - Vejløb

Tre dages konkurrence på vej er slut. To top 10 placeringer og et brækket kraveben fik vi med hjem - alt i alt lidt blandede følelser.
Det starter ellers så godt. Elena er endnu engang flyvende på første dagen af vejen og slutter på en 9. plads i 10.000 m pointløbet. Stefan og Viktor kører et imponerende hold løb på samme distance, og viser endnu engang at når de to danskere sætter sig i front, så klynker de i feltet. Stefan kører en velfortjent og imponerende 5.plads hjem, mens Viktor ofrer sit eget resultat for ene mand at køre et udbrud med nogle af feltets stærkeste hjem over 3-4 omgange. Efterfølgende angriber Stefan og optjener 2 point mere til hans i alt 6 point.
Elena i udbrud i pointløbet.

Viktor henter udbrud
Stefan kører for point

Dagen efter vil vi gerne have revet ud af kalenderen. Havde det ikke været fordi Stefan har fødselsdag denne dag, så vil vil vi nok også gøre alvor af det. 20.000 m udskillelse blev en lang slåskamp for udøverne, der kostede tidlige udskillelser og desværre vores første styrt til Elena. Det skulle hurtigt vise sig, at resultatet blev et brækket kraveben (brækket 3 steder) som nu er sat sammen med 5 skruer, hun skal hygge sig med de næste 6 måneder.



Vi sluttede vejbanen af med drengene i stafet. Desværre gik vi ikke i finalen, og måtte istedet se aftenens løb fra sidelinjen.
Idag har vi en tiltrængt hviledag oven på mange dage med løb. I morgen køres sidste løb til dette års VM, men et af vores absolut bedste distancer; Marathon. Vi kører på en rundstrækning inde midt i Oostende by.

Følg det live fra kl. 13.30 (Junior drenge) på http://www.oostende2013.com/nl/livestream


mandag den 26. august 2013

VM Oostende 2013 - Baneløb

VM Oostende - Bane
Tre top 10 placeringer og et dansk hold, der alle er i super form! Vi kan være mere end tilfredse med dette års baneløb til VM.
Vi har to "Rookies" med til årets VM - Nikolaj og Elena. Nikolaj Helmsøe har leveret flotte præstationer og har været en god støtte for Stefan Due Schmidt til at få ham beskyttet i feltet. Som første års VM deltager er en top 25 en fantastisk placering i verdens stærkeste junior felt. Resultaterne skal desuden ses i lyset af at Nikolaj i begge løb har været uheldig med et styrt foran ham og en ikke helt berettiget udskillelse.
Elena Rigas har i den grad overrasket positivt. Elena er egentlig i en aldersgruppe yngre, og ligger derfor og bider skeer med udøvere op til to år ældre end hende. Med en 8 og 11. plads taler de præstationer vel for sig selv. Så sejt gået af Elena, der p.g.a. sin alder har endnu to år i samme Junior række.
Stefan har leveret i top klasse med to top 10 placeringer i et meget stærkt felt. Ikke mange kommentarer hertil andet end det er en fornøjelse at se.
Alt i alt en super bane konkurrence det danske hold kan være stolte af!



De kommende dage venter vejkonkurrencerne med 10.000 m pointløb som første løb. Elena og Stefan fortsætter på vejen mens Viktor Hald Thorup er kommet til som ny makker til Stefan. Nikolaj får et par hviledage inden han er i konkurrence igen på stafetten og marathon senere på ugen.

Se mere om programmet her.

Dag 3 - Stafet og 1000 m
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 33
Nikolaj Helmsøe, Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup - Diskvalificeret

Dag 2 - 15.000 m udskillelse - Bane
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 11
Stefan Due Schmidt - Nr. 8
Nikolaj Helmsøe - Nr. 25

Dag 1 - 10.000 m Point/Udskillelse - Bane
Resultater:
Elena Rigas - Nr. 8
Stefan Due Schmidt - Nr. 6
Nikolaj Helmsøe - Nr. 26

Billeder fra dag 1 af Daniel Yeow på www.speedskateworld.com








Forberedelsen... Video af Nikolaj Helmsøe:



fredag den 14. september 2012

Carrot and stick - Motivation?

I skrivende stund sidder jeg på et hotel værelse i San Benedetto del Tronto i Italien. Jeg er til VM med to af mine udøvere Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup. Der er nu to dage tilbage af dette års VM, men også to dage tilbage af min første inline sæson som dansk landstræner.

Mens regnen udenfor giver forsinkelser i løbene, giver det ekstra hotel tid og alene tid til at reflektere over sæsonens hændelser og ikke mindst mine erfaringer fra dette VM.

Viktor der fører VM feltet under 20 km udskillelse
En af mine største interesseområder inden for sport er motivation. Sportsfolk er altid herlige at arbejde med, da de altid har en eller anden form for motivation at arbejde med. Motivationen er alligevel den der adskiller sportsfolk fra hinanden, og er i sidste ende den der er bestemmende for udøverens resultat.

Som landstræner har jeg lov til at sigte højt og ærligt fortælle mine udøvere om mine ambitiøse mål, jeg har på deres vegne. De ved jeg går efter en guldmedalje til VM, at jeg vil have folk til OL og et team pursuit hold med til OL i 2018.
Dette lægger jeg ikke skjul på, men vil det motivere mine udøvere til at træne ekstra, yde deres bedste for at gøre mig tilfreds? FORHÅBENTLIG IKKE!

Jeg kan ligge en overligger, men jeg kan ikke motivere folk til at gå den vej jeg vil. Kun hvis mine udøveres mål og mine mål stemmer overens, så kan der ske magi! Jeg kan skabe rammerne, udøverne kan lave resultaterne!

Til forskel fra min tilgang til trænergerningen, ser jeg her til VM en sjov variation af trænere, der bruger carrot and stick princippet. Mest af alt for at tvinge deres egne eller forbundets mål nedover udøverne. For nogle lande virker det - de er ikke vant til andet. For andre ser man ellers gode udøvere underpræstere i en grad, der får dem til at føle sig dårlige. Det er i hvertfald det deres trænere efterfølgende giver udtryk for imens træneren lige påpeger alle de fejl udøveren lavede under løbet.

Til opnåelse af hurtig succes kan carrot and stick måske bruges, konsekvensen er dog ofte en kort udøver karriere og en hurtig exit fra sporten. For kontinuerlig succes er det en længere rejse, der kræver motivation til konstant at forbedre sig.

Sagt på en anden måde "fremskridt sker ikke gennem revolution men evolution!"

mandag den 16. april 2012

Landstræner i Inline og Long Track Speed Skating

2012 er året hvor jeg kan skrive Landstræner på mit visitkort. Titlen er dækkende for to discipliner - Inline og Long Track speed skating.

Udover at være meget stolt over denne opgave, så er jeg også meget ydmyg og ved at en landstræners fornemmeste opgave afhænger af så mange andre faktorer end blot den egentlige trænergerning! Jeg har det sidste stykke tid tænkt en del over, hvorfor det er gået til, at jeg nu skal stå med denne trænerkasket. For til nogens overraskelse, så har jeg aldrig stræbt efter den titel. Jeg har dog stræbt efter at få indflydelse, og jeg har været fræk nok til at tro på mine egne ideer og har haft selvtillid nok til at stå ved dem. Men titel eller påskønnelse af det arbejde, jeg har gjort/gør har jeg aldrig søgt.

  

Men for at forklare min vej her til, mine ideer, mine visioner mm. Så virker denne blog som et fantastisk forum for dette. Siden 2008 har jeg brugt denne blog som afløb for mine glæder, frutastrationer, visioner og drømme. Til mit eget spørgsmål om, hvorfor jeg nu er landstræner, har jeg kunne finde svaret på min egen blog, hvilket jeg nu vil prøve at give et resume af.

Bloggen startede i 2008. Men det hører med at jeg har været en del af denne sport siden 1996, startede med at være klubtræner i 2000, og har været aktiv på landsholdet som udøver fra år 2000 - 2009.

Den største glæde
Min egen motivation som træner ligger i det samarbejde, der er med den enkelte udøver i at få ham/hende til at lykkes. Når det sker, omdannes de mange måneders arbejde, planlægning, forberedelse mm. til en kæmpe følelse af at lykkes. Jeg har oplevet det hos mig selv som udøver, men af en eller anden grund, så er det en større tilfredsstillelse når lykkes for de udøvere, jeg arbejder med.
Første gang jeg fandt ud af dette, var da Martin Andersen i 2005 vandt 2 individuelle bronze medaljer. Martin    var mere en træningsmakker for mig, og vi havde trænet sammen siden han var 11år. Men det var første gang, jeg var super stolt over en udøver, som jeg havde noget med at gøre.
Dette kom jeg dog til at opleve flere gang siden... Første gang i 2008 ved EM i Danmark!



En drøm bliver til
Bronzemedaljen til EM i Danmark bliver startskuddet til min manglende fokus på egne præstationer til fordel for en drøm, der roligt brygges sammen i hovedet på mig. Jeg var dog selv i en god udvikling med en 10. plads til EM året inden på 500m vej og en 4. plads i 300m Sprint Cup på den bane i Gera (Tyskland), der kun 2 måneder senere skulle køres EM på.
Men fokus er væk desværre. Og oven på et miserabelt EM fra min side i 2008, så skriver jeg dette indlæg, der danner det første grundlag for den retning, jeg vil arbejde for..

Nysgerrig
På dette tidspunkt i 2008/2009 ved jeg, hvor jeg vil hen med sporten. Men jeg ved ikke hvordan. Det får mig til at lede efter inspiration andre steder end i Danmark. I januar og februar 2009 får det mig til Calí i Colombia, der på det tidspunkt har hele 7 verdensmestre.
8 ugers intensiv læring bliver det til. Læring i talentudviklingsmiljøer, praktisk træning, erfaring fra andre trænere og meget meget mere. Det ophold har været uvurderlig i forhold til at omsætte min teoretiske viden til en praktisk forståelse. Og da jeg kommer hjem skriver jeg med min nye erfaring i bagagen dette indlæg "I Have a Dream".



Vision bliver til mission
Nu vidste jeg hvor jeg ville hen, og hvordan jeg skulle/skal komme det. Jeg havde gjort mig nogle vigtige observationer i Colombia (1) , (2), (3), (4) og krydret med mine egne ideer begyndte nu det egentlige arbejde!
I 2008 lavede jeg Team VARK, som blev udsat for mine første ideer om træning, kultur osv.  Men jeg ville gerne ramme breddere, og havde også muligheden for det som assisterende landstræner.
Mit første tiltag blev derfor udviklingen af Minicamp. Minicamp er nu gået hen og blevet en vigtig del af den røde tråd i hele talentudviklingen.
I 2009 færdiggør jeg desuden Aldersrelateret Træning i Speed Skating. Et komplet teoretisk træningskompendium til speed skating for udøvere i alderen 7 - 21 år. Kompendiet bliver i dag brugt i træneruddannelserne.

Missionen
Men mission er først lige begyndt! Dette er blot svaret på, hvorfor jeg er gået hen og blevet landstræner. Mine ambitioner på andres vegne har simpelthen været for store til at det kunne være anderledes!
Min fremadrettet mission er klar, men det kræver samarbejde, blod, sved og tårer fra udøverne og ikke mindst en tro på at det vil lykkes!

De næste mange år vil jeg:

  • Være med til at få Danmarks første verdensmester i Inline Speed Skating
  • Konstant skabe bedre internationale resultater for de danske udøvere
  • Skabe et stærkt link mellem Inline og Long Track Speed Skating
  • Kvalificere udøvere til OL i Long Track Speed Skating
  • Være med til at kvalificere et Team Pursuit hold i Long Track Speed Skating til Vinter OL i 2018

Det vil jeg gøre gennem:
  • Et stærkt samarbejde med klubtrænere
  • Et trygt og ambitiøst talentudviklingsmiljø
  • Plads til den enkelte udøvers behov og ambitioner
  • Et udviklingsmiljø, der er åben for nye ideer og input fra andre, ikke mindst udøverne selv

Jeg glæder mig til, når jeg i år 2018 kan linke tilbage til dette blogindlæg, som jeg netop nu har gjort med det arbejde, jeg har været med til at udføre de sidste 4 år!

torsdag den 15. september 2011

Long Track - planlægningen er i fuld gang!

Om kun 14 dage går Long Track sæsonen igang. Planlægningen er i fuld gang med en sæson, der bliver mere spændende end nogensinde!

 

Men lige en status på hvad der står på spil for de danske udøvere i denne vinter:

Seniorer
  • Kvalifikation og deltagelse i World Cup, EM og VM (enkelt distancer)
Sara Bak har valgt at flytte 4 måneder til Calgary for at få de mest optimale forberedelser i jagten på nye personlige rekorder og på at kvalificere sig på flere distancer i World Cuppen.
Sara Bak og Cathrine Grage deltager i de første World Cups i november måned i henh. Rusland og Kasakhstan.

Juniorer
  • For årgang 96-97 - kvalifikation til Junior C World Cup
  • Kvalifikation til Ungdoms Vinter OL
  • Kvalifikation til Junior World Cup (Pt. er Stefan Due Schmidt og Nicoline Christensen kvalificeret)
  • Deltagelse i Junior World Cup
  • Kvalifikation til Junior VM
Juniornes foreløbige vinterkalender. Der vil blive arrangeret yderligere træningslejre i januar og februar

Så der lagt op til en super sæson, og jeg tror på at Danmark over de næste år vil markere sig som en isskøjtenation, og være en af de "små" lande som vil formå at skabe store resultater trods få udøvere.

I øjeblikket bliver der lagt mange kræfter i at samkøre Short Track, Long Track og Inline. En model som ikke bliver kørt andre steder i verden.

Denne sæson vil vise om det strukturerede arbejde, der er lagt i udviklingen de sidste år vil bære frugt også på isen.

Jeg tror på, at vi er ved at udvikle et dansk koncept for udvikling af speedskating i alle tre discipliner. Vi er ikke mange udøvere, men de udøvere vi har er dybt motiveret for at nå deres mål. Og med de rammer vi er igang med at opbygge, så er jeg spændt på at følge hver enkel udøver i jagten på målet de næste år!

En historie er begyndt, og det er spændende at være en del af den.