torsdag den 30. juni 2011

Kreativitet

Jeg skrev engang et kort blogindlæg med dette citat:

"The reasonable man adapts himself to the world. The unreasonable man adapts the world to himself. All progress depends upon the unreasonable man."

Og selvom det er ved at være noget tid siden, jeg faldt over citatet af George Bernard Shaw, så bliver jeg igen og igen mindet om det. Om det er mig, der indirekte leder efter kampen " det ufornuftige vs. det fornuftige" ved jeg ikke . Det spændende for mig ligger i udviklingen ved at turde tænke anderledes, ved at træde ud af fornuften for at skabe noget nyt.

Alle nye opdagelser, forskningsgennembrud, livsstilsændringer, ny kunst, musik mm. kommer vel fra en menneskelig drift om at skabe noget, der ikke er set før eller løse et problem, som går en på.
Kunsteren og musikeren ønsker at skabe et værk forskelligt fra alle andre, andre ønsker at skifte livsstil fordi de ser et problem med deres nuværende. Når behovet for at udrette noget er stort nok, ønsker vi at tilfredstille behovet ved aktiv handling.

Her kommer kreativitet ind i billedet. Kreativitet defineres som det fænomen, når en person producerer noget nyt, som har værdi for andre og/eller en selv. Kreativitet er således et grundelement i den ufornuftige tankegang.
Men hvordan opnår man kreativitet? For hvis det var så let, så ville verden jo være i rivende udvikling konstant.

Domæne
Inden kreativitet overhovedet kan lade sig gøre, så er man nød til at kende det domæne man interagerer i. Forskeren skal have kendskab til forskningsresultater, testmetoder og forskningshistorien, som ligger til grundlag for nuværende forskning. Musikeren skal kende til noder, forskellige musikgenre, instrumenter osv. Personen der ønsker livsstilsændring, skal først og fremmest forstå nuværende livsstil.
Først når man kan navigere rundt i eget domæne, kan den kreative proces begynde. For hvis domænet ikke tilfredstiller et behov, kan der opstå driften til at finde nye veje for at opnå tilfredstillelsen. Den kreative proces lader det udfornuftige udfordre de nuværende grænser for domænet, og heraf kan det nuværende domæne udvides.
En anden måde at være kreativ på er ved sammenslutte to eller flere domæner ved her at skabe noget helt nyt. Et klassisk musikalsk eksempel er historien om Jazz, som havde sin oprindelse i det 20. århundrede og var en fusion mellem den afrikanske og den europæiske musiktradition.
På samme måde ser jeg på livstilsændringer, hvor man kombinerer egen nuværende livsstil med inspiration fra andre.

Kreativitet er altså et grundbehov for den ufornuftige tænkning, som igen er et grundbehov for udvikling. Men kreativitet skal læres, først og fremmest ved at dygtigøre sig i eget nuværende domæne, for derefter at udvide grænserne for domænet eller lade sig inspirere af andre domæner.

Ingen kommentarer: