tirsdag den 23. september 2008

Hvor blev den sunde fornuft af?

Arhh, jeg bliver så sur hver eneste gang, jeg ser Praxis på TV2 angående bogen ”Kernesund familie”.

Konstant bliver vi bombarderet med nye oplysninger om vores kost. Sundhedsprogrammer og livsstils bøger præger de danske hjem, hvor mange i bogstaveligste forstand æder det hele råt. Den ene dag er kartofler fjenden, den anden dag er det mælken. Tilgengæld skal vi drikke sojamælk og spise tang, hvis vi vil leve et langt, sundt og lykkeligt liv. Historierne er mange og de bliver ofte bakket op af person fortællinger, der som en anden religiøs historie, beskriver omvendelsen fra et hårdt og opslidende liv til et liv i evig lykke. Man skulle tro at vores smertetærskel snart ville være nået, men nej. I vores stadig voksende naivitet køber vi de nyeste livsstils magasiner og bøger, skriver slavisk ned hvad Lene Hanson typer fortryllende fortæller om syre-base kure og andre mirakel opskrifter.

Vi lever i en verden af fortællinger. Fortællinger bygget på samme opskrift om skønhed, sundhed, ungdom og en lykkelig familie. Værdier vi alle eftertragter og drømme vi alle forfølger, men i vores jagt på den evige lykke og det grønnere græs hos naboen, bliver vi alle snydt. Der er nemlig nogen, der har regnet den ud og de tjener penge! Rundt om i landet dukker konstant befriere frem. Som en anden Moses er de kommet for at lede os normale, blegfede, gennemsnits danskere ud af vores middelmådige liv med børn, skat og en sovs der er brændt på. De er kommet for at hjælpe os med mirakelkure og nye livsstile inspireret fra deres eget før og efter liv. Her kan nævnes vores alle sammens nye Kirsten Hüttemeyer, Lene Hanson, Thorbjörg Hafsteinsdottirs forfatter til "10 år yngre på 10 uger", Ninka Mauritsons forfatter til "Kernesund familie- sådan!”. Inden de opdagede deres mirakelkure levede de et slidsomt liv med mange bekymringer, men wupti… Efter en livsstils ændring til et liv i fuld askese fra alverdens naturlige råvarer, så pludselig forsvandt den urene hud, den oppustede mave og de sure børn. Ja selv sexlysten fik de tilbage og det ellers ulykkelige ægteskab var reddet.

Det rammer os danskere, at høre disse menneskers historier. Det rammer os lige i hjertet for vi kan alle relatere til mindst et af ovenstående problemer. Det er jo klart at vi føler et nærvær med disse ”befriere”, når de lister samtlige sygdomme op fra Politikkens sygdomsbog. Vi vil altid kunne finde noget , hvor vi tænker: ”det kender jeg også til, det har jeg prøvet… jamen så må jeg jo være syg”, hvorefter man skynder sig at skylle ganen i Amerikansk olie, som beskrevet i ”Kernesund familie”.
Ja, vi er lette ofre, først og fremmest for os selv. Vi vil så gerne gøre det godt og leve sundt, men vi har brug for andre til at støtte os til, for vi kan ikke længere selv finde ud af det. Vores sunde fornuft er simpelthen glemt. Vi bliver gjort dummere ved markedsføring af diverse kost og helsetilskud, reklamer for produkter, der nu sænker kolesteroltal og modvirker impotens på samme tidspunkt. Vi lærer at sundhed kommer i pilleform og af mirakelkure, og jo flere penge man bruger på alle disse vidundermidler og viden, jo sundere er man.. og jo rigere bliver producenterne. Vi er desværre kommet til et punkt, hvor det det kun er fåtallet der kan skelne mellem sundt og usundt og kan guide sig igennem junglen af usunde tilbud. Den sunde fornuft er forsvundet til fordel for hurtige løsninger der tilfredsstiller nu og her, men desværre har langsigtede konsekvenser.

Det er ærgerligt, simpelthen så ærgerligt at kvaksalvere får så meget medietid! De fordummer os danskere og får os til at miste vores sunde fornuft. Den sunde fornuft som vi jo rent faktisk har overlevet på i mange hundrede tusinder af år, uden at skylle ganen i olie og gennemgå den ene udrensnings kur efter den anden.

Så et lille surt opstød her fra bloggen, lad vær med at lytte på alle de mirakelmagere! Sund fornuft er ganske enkelt godt nok! Om du så vælger at spise efter den sunde fornuft eller tager til nærmeste pizza bar i aften, ja det er så op til dig:O)

tirsdag den 16. september 2008

Vær med til at gøre en forskel i dansk speedskating!!!!!!!

Medlemsmøde med Sportskomiteen for Fitness & Speed og landets rulleskøjte klubber

Kære løbere, forældre, trænere, ledere og andre interesserede i sporten
Du indbydes hermed til dialog om hvordan vi kan sikre at sporten bliver endnu stærkere end den er i dag.

Mødet afholdes lørdag, 1. november 2008, kl. 10.00 – 16.00 i Idrættens Hus, Brøndby

Vi vil starte med en kort præsentation af organisation og de områder som Sportskomiteen beskæftiger sig med.Herefter vil vi gerne i dialog med klubberne, for at få et billede af, hvor kræfterne med fordel lægges bedst. Vi har valgt at fokusere på følgende:
- sportens vision, værdigrundlag og etiske regler
- hvad vi sammen skal holde fast i at gøre, som allerede i dag støtter sporten
- hvor vi med fordel kan fokusere endnu mere i fremtiden
- hvordan samspillet mellem sportskomiteen og øvrige i sporten kan gøres endnu bedre
- hvad der i dag er hindringer for sportens udvikling og hvordan vi imødegår de hindringer

Da vi som Sportskomite gerne vil deltage i dialogen, har vi allieret os med en dygtig mødeleder fra DIF, som vil styre dialogen på dagen. Der vil formentlig dukke ”sten i skoen” op undervejs og de er også vigtige. Når de dukker op, vil mødelederen sikre at tonen i dialogen er god. Samtidigt vil mødelederen arbejde frem mod konkrete tiltag/beslutninger/resultater/aktiviteter som konklusioner på vores arbejde undervejs. Du skal påregne at deltage i dialoger i mindre grupper og at resultatet af gruppearbejdet bliver bragt op i stort forum, hvor de væsentlige konklusioner uddrages.

Vi håber at rigtigt mange vil støtte op om arrangementet og vi kan ikke udtrykke nok, hvor vigtigt det er, at så mange som muligt møder frem, så vi får lejligheden til at lytte til hinanden.

P.S: Såfremt du ønsker frokost undervejs, skal du tilmelde dig til Leni Schärfe på leni@jaegerhusene.dk. Det koster 50 kroner for frokosten, som du betaler når du kommer.

På vegne af Sportskomiteen

Per Jensen, Formand

fredag den 12. september 2008

Lidt at tænke over..

Billeder fra forskellige landes kostvaner. Der er ingen billeder af de danske, men mon ikke de læner sig mere og mere op af de amerikanske...? Føj!!

http://www.time.com/time/photogallery/0,29307,1626519_1373664,00.html

mandag den 1. september 2008

Få mest ud af din frokost buffet - gør som Aztekerne

En lille artikel, jeg har skrevet til vores lokale skoleblad. Kan bruges som inspiration til enhvaer der spiser buffet!

Få mest ud af din frokost- lær af aztekerne!

Aztekerne var en engang et storslået folkefærd og dominerende på den Sydamerikanske slette. De var mægtige krigere, gode handelsfolk og ikke mindst nytænkende håndværkere. Aztekerriget var fra start omringet af vand og store sumpområder, og de var ikke på forhånd givet gunstige forhold at leve i. Men Aztekerne var smarte, de lærte at udnytte forholdene til egen fordel. De begyndte at bygge i moserne, lavede fundament til huse og bygninger af siv og træ. De lavede dræningssystemer, så de kunne lave landbrug i moserne og de byggede kæmpe og storslåede bygningsværker til ære for deres guder (hvilket spanierne sørgede for at udslette under et besøg). Aztekerriget voksede og blev til datidens Las Vegas med indbyggertal på op til 1million; og alt sammen bygget oven på vand og mose. Hvad var hemmeligheden? Fundament!!!!

Nu sidder du nok og tænker; ”hvad har dette at gøre med min frokost”??? Det har alt at gøre med din frokost!!! I en tid hvor kantinepriserne stiger i vejret i samme hastighed som priserne på benzin, og rabatten på bøger bliver mindre, gælder det om at få så meget ud af sine penge som muligt, og her vil et oplagt valg være din frokost.

Derfor følger nu en guide som kan bruges til skolens frokost buffet. Guiden tager 100% udgangspunkt i Aztekernes byggeteknik og bygger på et ren og skær godt fundament! God læsning:

Step 1.
Tallerkenen er flad, og det gælder om at bibeholde den flade struktur på tallerkenen så længe som muligt. En god idé er derfor at starte med noget salat eller råkost. Det er her vigtigt, at det kan masses sammen, så det ikke fylder. Jeg anbefaler personligt råkost som fundament, da det samtidigt er vådt og derfor binder på samme måde som en god cementblanding.

Step 2.
Når du har opnået et godt fundament, og er nået op i en højde som er rimelig, og som kantinedamen ikke fra start vil vurdere til en større tallerken, er du nu kommet til lag 2. Lag 2 skal bestå af runde eller firkantede små ting som ærter, majs, ananas og bønner. Små grøntsager kan også bruges, men pas på ikke at tage dem, så store som i step 4, da det vil ødelægge hele strukturen. De ting du nu har lagt på, kan med fordel masses som i step 1. Her er det dog vigtigt at lag 2 ikke kommer helt ud til kanten.

Step 3.
Nu skal du bygge lag 3, som skal have lidt mere tyngde for at holde på lag 1 og 2. Lag 3 kan med fordel bestå af ris, en kødret eller lignende. Som i step 1 anbefales det, at bruge en lettere vandig konsistens for at binde mere. Ikke mindst fordi lag 3 har en dobbelt funktion med både at binde lag 2 og 4.

Step 4.
Man skal huske sine grøntsager, og da der i buffeten ofte er store skåret broccoli eller blomkål, skal man vente med disse til lag 4 for ikke at ødelægge det gode fundament. Grøntsagerne skal placeres i kanten, så der bliver dannet et hulrum i midten. Da vi nu er oppe i højderne, er det vigtigt at placere grøntsagerne varsomt og korrekt placeret, så de ikke falder af tallerkenen. Jeg anbefaler, at tungeste ende af grøntsagen bliver lagt ind mod centeret af tallerken, for at mindske chancen for at falde ud.

Step 5.
I det hulrum der er skabt i lag 4 lægges et større stykke kød, fisk, lasagne eller tærte. Med step 5 er din frokost nu komplet, og skulle gerne være afbalanceret med en god fast struktur.

Ekstra tip.

Har du brug for lidt ekstra kostfibre i form af rugbrød, så læg ikke rugbrødet oven på tallerkenen da det dels kan forstyrre strukturen i din frokost opbygning, men også give kantinedamen grund til at tage en højere pris for din frokost. Placer det i stedet mellem tallerken og den hånd du bærer tallerkenen med. På den måde vil rugbrødsskiven ikke være synlig.

Med disse visdomsord inspireret fra det gamle Aztekerrige vil jeg byde velbekomme og go appetit! Hvis nogen læsere nu sidder og vil udbygge konceptet ”spis som Aztekerne”, kan jeg anbefale følgende litteratur: ”Aztekerne – fra sump til slot” og ”Aztekerne – buffeternes skabere”