Som træner tænker jeg konstant på, hvordan jeg kan optimere mine udøveres betingelser, så de kommer tættere på den optimale præstation. En refleksion som har givet mig et overblik over, hvordan jeg ser den optimale præstation blive til en realitet over mange arbejdstimer.
Det smukke ved sport er, at man får livets realiteter at mærke på så kort tid. Skuffelse, sejre, motivation, manglende motivation, drømme, målsætninger, hårdt arbejde osv.
En ting er sikkert, sportsudøvere lærer hurtigt i livet at du skal arbejde mest for de ting du holder mest af og de sejre du helst vil opnå. Alligevel er det ikke alle sportsudøvere, der formår at arbejde sig op til den optimale præstation. Hvorfor? Er det deres egen fejl, deres trænere/ledere eller en helt tredje?
Jeg vil i det følgende præsentere min præstationsmodel. Jeg har valgt også at fokusere modellen på virksomheder, da det i det store og hele er de samme mekanismer, der gælder.
Den optimale præstation består af følgende faktorer:
Omgivelser/organisation
Kulturen er bærende for al udvikling. Er det en "vi" kultur eller en "jeg og dem" kultur. Føler man sig accepteret i gruppen eller føler man sig konstant vurderet på sine præstationer som udøver/ansat?
En kultur der fremmer "pisk og gulerod" vil måske opnå gode acceptable resultater på kort sigt. På den lange bane holder denne indstilling bare ikke. Som sportsudøver vil du få skuffelser, og hvis det du vender hjem til kun er pisk, så vil motivationen hurtigt slippe op.
En udviklingskultur vil omvendt finde skuffelser super motiverende for det fremtidige arbejde. Nederlag kan måske gøre ondt, ja. Men i en udviklingskultur vil man bruge nederlagene til arbejde ud fra og komme stærkere ud på den anden side. En udviklingskultur vil i forskel til en "pisk og gulerods" kultur skabe varige resultater, varig motivation og mindske frafaldet af udøvere/ansatte. Hvis kulturen formår at skabe en accept af nederlag og skuffelser, og samtidig skabe en nysgerrighed for at planlægge sig til et bedre resultat på baggrund af nederlagene, så vil kulturen skabe præstationer igen og igen.
Trænere/ledere
Som min egen grundregel, så er træneren ALDRIG, den der ved bedst. Autoritære ledere/trænere sætter al udvikling i stå, da udviklingen aldrig kommer over det niveau som træneren/lederen selv besidder.
Skab i stedet viden på baggrund af andres kompetencer, andres viden og andres forståelse af udvikling. Det vil altid være en øjenåbner at lytte til andres versioner af samme sag. Hvis ikke, tja så er man nok den autoritære type som ved bedst selv.
Lyt til dine udøvere/ansatte og inddrag dem i problemstillingerne, hør deres bud på løsninger og brug deres feedback til at komme med det endelige produkt. Mine egne udøveres erfaringer har meget mere betydning for deres træningsprogram end al den uddannelse, jeg har taget for at blive en god træner.
Ved at inddrage dine udøvere/ansatte, så sker der en helt naturlig ejerfornemmelse over det fælles produkt. Udøverne skipper ikke deres træning, der er jo et formål med det. Et formål som de selv har været med til at udarbejde.
Udøvere/ansatte
Som udøver kan du have to former for "Mindset". Du kan være i besiddelse af et "Fixed mindset" eller et Growth mindset". En udviklingskultur vil fremelske Growth mindset (GM), idet at udøvere/ansatte netop ser udfordringer som motiverende, de sætter sig ned og laver en plan for at besjre udfordringen, de opsøger hjælp og er ikke bange for nederlag, da nederlag blot er et skridt i den rigtige retning.
Personer med et "Fixed mindset" (FM), stoler typisk 100% på deres egne evner, evner de selv mener de er født med. FM personer har altid travlt med markere sig for at vise deres evner eller deres plads i hierakiet. Ved store udfordringer som FM personer ikke formår at klare, vil de altid skyde skylden på andre eller selve opgaven, de skulle udføre. Aldrig dem selv, da det vil rykke ved deres selvopfattelse. Problemet med FM personer er blot, at oplever de for mange nederlag og kan de ikke leve op til deres eget selvbillede, så søger de blot andre græsmarker. FM personer kan altså være gode for de kortsigtede resultater, men vil oftest fejle på den lange bane.
Omvendt er det for GM personer. De vil fortsætte med at vokse. De vil ikke søge andre græsgange for de bliver aldrig færdige med at vokse på egen græsgang. Der er derfor ingen grænser for, hvad en GM person kan opnå. Derfor vil man også typisk i sport se, at det ikke er dem der starter ud med det største talent, som til sidst står øverst på skamlen.
Den optimale præstation
Den optimale præstation findes måske slet ikke? For en GM person, så vil den optimale præstation altid være et skridt videre. For en FM person, så vil den optimale præstation blot anerkende hans overlegenhed og nærmere opfattes som en selvfølgelighed.
Når jeg efter dette års EM gør status med mine udøvere, så er en ting sikkert. Uanset resultaterne, så er dette års EM et nyt skridt på vejen i deres udvikling.
Jeg glæder mig til at følge med i EM, og jeg glæder mig til det videre arbejde.
NB. Growth Mindset og Fixed Mindset er inspireret af bogen "Mindset" af Carol Dweck
Ingen kommentarer:
Send en kommentar