Mens regnen udenfor giver forsinkelser i løbene, giver det ekstra hotel tid og alene tid til at reflektere over sæsonens hændelser og ikke mindst mine erfaringer fra dette VM.
 |
| Viktor der fører VM feltet under 20 km udskillelse |
Som landstræner har jeg lov til at sigte højt og ærligt fortælle mine udøvere om mine ambitiøse mål, jeg har på deres vegne. De ved jeg går efter en guldmedalje til VM, at jeg vil have folk til OL og et team pursuit hold med til OL i 2018.
Dette lægger jeg ikke skjul på, men vil det motivere mine udøvere til at træne ekstra, yde deres bedste for at gøre mig tilfreds? FORHÅBENTLIG IKKE!
Jeg kan ligge en overligger, men jeg kan ikke motivere folk til at gå den vej jeg vil. Kun hvis mine udøveres mål og mine mål stemmer overens, så kan der ske magi! Jeg kan skabe rammerne, udøverne kan lave resultaterne!
Til forskel fra min tilgang til trænergerningen, ser jeg her til VM en sjov variation af trænere, der bruger carrot and stick princippet. Mest af alt for at tvinge deres egne eller forbundets mål nedover udøverne. For nogle lande virker det - de er ikke vant til andet. For andre ser man ellers gode udøvere underpræstere i en grad, der får dem til at føle sig dårlige. Det er i hvertfald det deres trænere efterfølgende giver udtryk for imens træneren lige påpeger alle de fejl udøveren lavede under løbet.
Til opnåelse af hurtig succes kan carrot and stick måske bruges, konsekvensen er dog ofte en kort udøver karriere og en hurtig exit fra sporten. For kontinuerlig succes er det en længere rejse, der kræver motivation til konstant at forbedre sig.
Sagt på en anden måde "fremskridt sker ikke gennem revolution men evolution!"
