The way is the goal...

Engang stod det på en hendes dør...

Senere blev tegningen til virkelig...

Elena Rigas bringer 3 bronzemedaljer med hjem fra årets EM. Det er første gang en dansk pige vinder metal til et EM, og så hele tre! Udover den fantastiske præstation, så er Elena også en god historie om en udøver, der har taget valget, om man går til en sport eller er sportsudøver, hvilket jeg tidligere har blogget om...

Det valg har pt. bragt første mål i hus... Et mål der engang stod på hendes dør. Hvad mon der står nu?

Vi bygger en Katedral..

Tre stenhuggere blev spurgt af en rejsende, hvad de var i færd med. Den første svarede "jeg hugger sten", den anden svarede "jeg er ved at forme en hjørnesten". Den sidste stenhugger svarede "jeg er med til at bygge en katedral".

Vi startede denne Long Track sæson i september måned på den første træningslejr i Berlin. En ikke helt normal sæson vidste vi fra start... Denne sæson var den første OL sæson i vores projekt Inline/LongTrack.
Og nej Danmark er ikke repræsenteret til dette års Vinter OL i Sochi i hurtigløb på skøjter. Er dette så en fiasko og et nederlag? Absolut ikke.. For vi er igang med at bygge en Katedral!

Vi har søsat et yderst ambitiøst projekt. Vi er igang med opbygge et talentudviklings- og eliteprojekt, der sigter på at få udøvere med til OL i en sport, hvor vi i Danmark ikke har faciliteterne. Vi har ingen is*, vi har ingen erfaring, men vi har masser af talent, gåpåmod og støtte fra fantastik mange frivillige.
De sidste 3-4 år har vi fået skabt de rammer, der skal til. To forbund er gået sammen, og fra 2013 gik Danmarks Idræts Forbund ind og støttede os, så vi har mulighed for at tage på flere udenlandske træningslejre.
Vi har frem til OL året i år altså formået at bygge den båd, der skal til for at sikre rejsen til OL året 2018. De næste fire år skal vi så have de rigtige mennesker (trænere, managere og support) om bord på båden, for at sikre at rejsen også bliver en succes.

Vi har talentmassen, der skal til og vi er på rette vej. Vi nåede ikke OL i år, men det har heller aldrig været målet. Vi var tæt på... Og det bekræfter blot at om 4 år, så kan familien Danmark åbne deres tv til vinter OL i Pyeongchang og undre sig over, hvordan vi kan have 3 skøjteløbere med til et OL, når vi ikke engang har is i Danmark*.

Jeg glæder mig til at være med i den båd, der de næste 4 år skal sejle hele vejen til Sydkorea, og vil samtidig takke alle de som allerede er med i båden! Uden hver enkel af jer, vil vi ikke været nået så langt som vi er.

*Vi har selvfølgelig vores højt elskede Genforeningsplads og Danmarks eneste klub for hurtigløb på skøjter, HLF72. Desværre er banen i sådan en stand, at vi ikke har mulighed for at bruge den til træning.

Carrot and stick - Motivation?

I skrivende stund sidder jeg på et hotel værelse i San Benedetto del Tronto i Italien. Jeg er til VM med to af mine udøvere Stefan Due Schmidt og Viktor Hald Thorup. Der er nu to dage tilbage af dette års VM, men også to dage tilbage af min første inline sæson som dansk landstræner.

Mens regnen udenfor giver forsinkelser i løbene, giver det ekstra hotel tid og alene tid til at reflektere over sæsonens hændelser og ikke mindst mine erfaringer fra dette VM.

Viktor der fører VM feltet under 20 km udskillelse

En af mine største interesseområder inden for sport er motivation. Sportsfolk er altid herlige at arbejde med, da de altid har en eller anden form for motivation at arbejde med. Motivationen er alligevel den der adskiller sportsfolk fra hinanden, og er i sidste ende den der er bestemmende for udøverens resultat.

Som landstræner har jeg lov til at sigte højt og ærligt fortælle mine udøvere om mine ambitiøse mål, jeg har på deres vegne. De ved jeg går efter en guldmedalje til VM, at jeg vil have folk til OL og et team pursuit hold med til OL i 2018.
Dette lægger jeg ikke skjul på, men vil det motivere mine udøvere til at træne ekstra, yde deres bedste for at gøre mig tilfreds? FORHÅBENTLIG IKKE!

Jeg kan ligge en overligger, men jeg kan ikke motivere folk til at gå den vej jeg vil. Kun hvis mine udøveres mål og mine mål stemmer overens, så kan der ske magi! Jeg kan skabe rammerne, udøverne kan lave resultaterne!

Til forskel fra min tilgang til trænergerningen, ser jeg her til VM en sjov variation af trænere, der bruger carrot and stick princippet. Mest af alt for at tvinge deres egne eller forbundets mål nedover udøverne. For nogle lande virker det - de er ikke vant til andet. For andre ser man ellers gode udøvere underpræstere i en grad, der får dem til at føle sig dårlige. Det er i hvertfald det deres trænere efterfølgende giver udtryk for imens træneren lige påpeger alle de fejl udøveren lavede under løbet.

Til opnåelse af hurtig succes kan carrot and stick måske bruges, konsekvensen er dog ofte en kort udøver karriere og en hurtig exit fra sporten. For kontinuerlig succes er det en længere rejse, der kræver motivation til konstant at forbedre sig.

Sagt på en anden måde "fremskridt sker ikke gennem revolution men evolution!"

Landstræner i Inline og Long Track Speed Skating

2012 er året hvor jeg kan skrive Landstræner på mit visitkort. Titlen er dækkende for to discipliner - Inline og Long Track speed skating.

Udover at være meget stolt over denne opgave, så er jeg også meget ydmyg og ved at en landstræners fornemmeste opgave afhænger af så mange andre faktorer end blot den egentlige trænergerning! Jeg har det sidste stykke tid tænkt en del over, hvorfor det er gået til, at jeg nu skal stå med denne trænerkasket. For til nogens overraskelse, så har jeg aldrig stræbt efter den titel. Jeg har dog stræbt efter at få indflydelse, og jeg har været fræk nok til at tro på mine egne ideer og har haft selvtillid nok til at stå ved dem. Men titel eller påskønnelse af det arbejde, jeg har gjort/gør har jeg aldrig søgt.

  

Men for at forklare min vej her til, mine ideer, mine visioner mm. Så virker denne blog som et fantastisk forum for dette. Siden 2008 har jeg brugt denne blog som afløb for mine glæder, frutastrationer, visioner og drømme. Til mit eget spørgsmål om, hvorfor jeg nu er landstræner, har jeg kunne finde svaret på min egen blog, hvilket jeg nu vil prøve at give et resume af.

Bloggen startede i 2008. Men det hører med at jeg har været en del af denne sport siden 1996, startede med at være klubtræner i 2000, og har været aktiv på landsholdet som udøver fra år 2000 - 2009.

Den største glæde
Min egen motivation som træner ligger i det samarbejde, der er med den enkelte udøver i at få ham/hende til at lykkes. Når det sker, omdannes de mange måneders arbejde, planlægning, forberedelse mm. til en kæmpe følelse af at lykkes. Jeg har oplevet det hos mig selv som udøver, men af en eller anden grund, så er det en større tilfredsstillelse når lykkes for de udøvere, jeg arbejder med.
Første gang jeg fandt ud af dette, var da Martin Andersen i 2005 vandt 2 individuelle bronze medaljer. Martin    var mere en træningsmakker for mig, og vi havde trænet sammen siden han var 11år. Men det var første gang, jeg var super stolt over en udøver, som jeg havde noget med at gøre.
Dette kom jeg dog til at opleve flere gang siden... Første gang i 2008 ved EM i Danmark!



En drøm bliver til
Bronzemedaljen til EM i Danmark bliver startskuddet til min manglende fokus på egne præstationer til fordel for en drøm, der roligt brygges sammen i hovedet på mig. Jeg var dog selv i en god udvikling med en 10. plads til EM året inden på 500m vej og en 4. plads i 300m Sprint Cup på den bane i Gera (Tyskland), der kun 2 måneder senere skulle køres EM på.
Men fokus er væk desværre. Og oven på et miserabelt EM fra min side i 2008, så skriver jeg dette indlæg, der danner det første grundlag for den retning, jeg vil arbejde for..

Nysgerrig
På dette tidspunkt i 2008/2009 ved jeg, hvor jeg vil hen med sporten. Men jeg ved ikke hvordan. Det får mig til at lede efter inspiration andre steder end i Danmark. I januar og februar 2009 får det mig til Calí i Colombia, der på det tidspunkt har hele 7 verdensmestre.
8 ugers intensiv læring bliver det til. Læring i talentudviklingsmiljøer, praktisk træning, erfaring fra andre trænere og meget meget mere. Det ophold har været uvurderlig i forhold til at omsætte min teoretiske viden til en praktisk forståelse. Og da jeg kommer hjem skriver jeg med min nye erfaring i bagagen dette indlæg "I Have a Dream".



Vision bliver til mission
Nu vidste jeg hvor jeg ville hen, og hvordan jeg skulle/skal komme det. Jeg havde gjort mig nogle vigtige observationer i Colombia (1) , (2), (3), (4) og krydret med mine egne ideer begyndte nu det egentlige arbejde!
I 2008 lavede jeg Team VARK, som blev udsat for mine første ideer om træning, kultur osv.  Men jeg ville gerne ramme breddere, og havde også muligheden for det som assisterende landstræner.
Mit første tiltag blev derfor udviklingen af Minicamp. Minicamp er nu gået hen og blevet en vigtig del af den røde tråd i hele talentudviklingen.
I 2009 færdiggør jeg desuden Aldersrelateret Træning i Speed Skating. Et komplet teoretisk træningskompendium til speed skating for udøvere i alderen 7 - 21 år. Kompendiet bliver i dag brugt i træneruddannelserne.

Missionen
Men mission er først lige begyndt! Dette er blot svaret på, hvorfor jeg er gået hen og blevet landstræner. Mine ambitioner på andres vegne har simpelthen været for store til at det kunne være anderledes!
Min fremadrettet mission er klar, men det kræver samarbejde, blod, sved og tårer fra udøverne og ikke mindst en tro på at det vil lykkes!

De næste mange år vil jeg:

• Være med til at få Danmarks første verdensmester i Inline Speed Skating
• Konstant skabe bedre internationale resultater for de danske udøvere
• Skabe et stærkt link mellem Inline og Long Track Speed Skating
• Kvalificere udøvere til OL i Long Track Speed Skating
• Være med til at kvalificere et Team Pursuit hold i Long Track Speed Skating til Vinter OL i 2018

Det vil jeg gøre gennem:

• Et stærkt samarbejde med klubtrænere
• Et trygt og ambitiøst talentudviklingsmiljø
• Plads til den enkelte udøvers behov og ambitioner
• Et udviklingsmiljø, der er åben for nye ideer og input fra andre, ikke mindst udøverne selv

Jeg glæder mig til, når jeg i år 2018 kan linke tilbage til dette blogindlæg, som jeg netop nu har gjort med det arbejde, jeg har været med til at udføre de sidste 4 år!

Den bedste, sit bedste, det bedste

Hvem får succes?

1. Den der prøver at blive den bedste
2. Den der gør sit bedste 
3. Den der gør det bedste

I elitesport er dette et spørgsmål man ofte stiller sig selv. Som udøver har man en tendens til kun at forholde sig til nummer 1. Man vil for alt i verden gerne være den bedste i sin disciplin. Som udøver bliver det ofte til en egocentrering, hvor man konstant er ude på at vise, at man er bedst. Til hver eneste træning, til hver eneste konkurrence. 

Som træner har jeg efterhånden fået et helt andet forhold til succes spørgsmålet, efter jeg nu har muligheden for at se det i et større perspektiv og med flere mennesker involveret.  Problemet med at være i nummer et er at udøveren ofte er mere nervøs, spændt og kan ligefrem have dårlig selvtillid. For hvad nu hvis man ikke er den bedste. Perspektivet bliver meget snævert, og udviklingen er begrænset. Specielt hvis man begynder at tænke lidt over, hvad man vil være den bedste i og sammenligner sig med. 

Eks. En serie 1 fodboldspiller, der drømmer om at komme på landsholdet, men det eneste han kæmper for lige nu er at blive den bedste på holdet.

Nummer 2 udøver er efterhånden blevet en kliché. Den der gør sit bedste.... Men hvad er ens bedste, hvornår ved udøveren at det fulde potentiale udnyttes? Jeg har selv hørt på denne kliché i mange år, og har selv levet efter den som udøver. Heldigvis er jeg begyndt at blive en smule klogere ved at have passion for trænerfaget.

For der hvor man virkelig ser succes hos udøvere, er ikke dem der konstant kæmper om at blive nummer et i klubben, på holdet eller på arbejdet. De succesfulde udøvere er dem, der gør det bedste! Med denne tilgang er der ikke nogen begrænsning på hvor højt loftet kan være.
De succesfulde udøvere sætter sig ned (ofte sammen med en træner/coach/mentor) og analyserer, hvad der kræves for at komme på aller højeste eliteniveau. Uden at tænke i begrænsninger tænkes der istedet i muligheder. Eller som et gammelt ordsprog siger "Tabere har forklaringer, vindere har planer".

Så hvis du virkelig ønsker succes med dit projekt, arbejde, sport, whatever.. Så lad være med at nøjes! Gør det bedste, og selvom du ikke ved hvor langt det vil bringe dig, så kan jeg love at det vil bringe dig meget længere end nummer 1 og 2.

God fornøjelse!

Ungdoms OL

Vi lagde en plan og det lykkedes!

Siden september har der været tryk på Long Track maskineriet. Træningslejre og konkurrencer har fyldt efteråret. Planen var at få så meget is som muligt tidligt på sæsonen. Grunden var at 30. november var der deadline for kvalifikation til Ungdoms OL (årgang 96-97). Der var meget få pladser at slås om, i det at andre lande allerede havde kvalificeret sig via sidste års VM.

Derfor satte vi alle sejl ind på at få alle juniorer afsted på is og til konkurrencer, og så kunne vi kun krydse fingre. Super resultater blev det til...!

Vi formåde i løbet af efteråret at få hele 6 udøvere kvalificeret til Junior World Cup, en enkelt har allerede kvalificeret sig til Junior VM og sidst men ikke mindst, så er vi repræsenteret til Ungdoms OL ved Philip Due Schmidt.

Kun 5 udøvere fra Danmark sendes afsted; to langrend, to alpin og så Philip. Stort skulderklap til Philip for hans kæmpe indsats og stort skulderklap til hele juniorholdet, som har gjort det fænomenalt!

Det går derfor hen og bliver en travl januar:

26/12 - 4/1 Træningslejr i Berlin
9/1 - 24/1 Vinter Ungdoms OL
27/1 - 30/1 Junior World Cup i Collalbo, Italien

Team Amager Forbrændingen

Jeg åbnede i går mit eget cykel og triathlon hold; Team Amager forbrændingen...

Eller okay, så vildt er det heller ikke, men dog et super spændende projekt. Jeg har et par år arbejdet som sundhedskonsulent på Amager Forbrændingen i, hvad de kalder Sund Amager Forbrænding. Her har jeg  snakket kost og træning med de ansatte, lavet sundhedstest osv.

For et par måneder siden fik jeg sammen med en cykelinteresseret ansat, den ide at lave et cykel- og trihold, som jeg skal agere træner for frem mod Grejsdalsløbet i maj og Challenge Copenhagen (miniudgaven) i august.

Ledelsen var helt med på ideen. Og på en måned har vi fået lavet et spinningslokale på et gammelt lager, købt 12 nye spinningscykler, der bliver investeret i træningstøj og i næste måned skal jeg lave en VO2max test på dem alle. SAXO BANK GO HOME!

I går havde vi så første træning, og allerede nu er der venteliste på holdene, som jeg kører mandag og torsdag. Fedt fedt fedt!

Her lidt billeder af vores træningslokale, og første træningsdag:

Hiking i alperne.. og nå ja, lige et par kval mere til World Cup!

Er i skrivende stund i Inzell, Tyskland på en 10 dages træningslejr krydret med lidt konkurrence.

Den aller første weekend her i Inzell skulle juniorne teste formen efter i alt kun 5 dage på is (inkl. en træningslejr ugen inden i Holland). Målet for mig som træner i denne weekend var at få flere kvalificeret flere til Junior og Junior C World Cuppen. Måske lidt høje ambitioner taget den sparsomme tid på isen i betragtning.

Men takket være den biologiske udvikling af et par teenageunger kombineret med en træningsindsats henover sommeren, som får de fleste jævnaldrende til at kigge op fra computerskærmen og ryste på hovedet, så lykkes missionen. 8 udøvere kørte i alt 11 nye personlige rekorder og to udøvere er nu yderligere kvalificeret til Junior og Junior C World Cuppen.

I alt har Danmark 5 repræsenteret til næste Junior World Cup den 12-13. november i Erfurt. Som man siger på jysk: "Det er god"!

Oven på weekendens strabadser tænkte jeg, at jeg ville forkæle ungerne. Og hvad er bedre end at tage med deres træner på en lille skovtur... eller rettere 2 timers hiking i de nærliggende bjerge.

En lille stemningsvideo her fra:

Mit optimale jeg

Mit optimale jeg er en fortsættelse af indlægget "En drøm er et mål uden en plan"

Mit optimale jeg er en skriveøvelse baseret på forskning i Positiv Psykologi. Inden Positiv Psykologiretningen i slutningen af 90´erne begyndte at interessere sig for de positive effekter ved at skrive om mål, drømme og det optimale jeg, var det at skrive om traumatiske oplevelser et kendt fænomen indenfor helbredelse af depressioner og traumaer.

Traume/depression forskningen viste positive effekter ved at lade patienter skrive om de traumaer, der var årsag til en eventuel depression. Årsagen menes at være det analytiske perspektiv patienterne får på deres egen situation, Til forskel fra kun at tænke sine traumaer igennem, så skaber skrivningen sammenhænge og strukturer i oplevelserne. Oplevelserne bliver konkrete og altså noget som patienterne pludselig kan forholde sig til, da det står sort på hvidt. Anderledes er det med tanker, der ofte er flyvske, ukonkrete og uden struktur.
Resultaterne har været at patienterne, der har brugt skrivningen som et led i deres behandling, i højere grad er blevet raske end kontrolgrupper, der ikke brugte skrivning.

 Da der i 90´erne begyndte at danne sig en interesse om, hvad der får "almindelige og raske" mennesker til at præstere bedre, blev skrivningen et fokus for flere forskere. Teorien var at samme effekter ville ske ved at skrive om sine drømme som sine traumaer. At der blev skabt strukturer og sammenhænge.
Resultaterne bekræftede teorien. Forskningen viste at de personer, der skrev om livssmål og drømme, følte sig mere lykkelige, var bedre til at prioritere valg og fravalg og generelt havde en bedre selvvurderet selvregulering end personer, der blot tænkte på deres mål. For de personer, der blot tænkte på deres mål og drømme, blev der ikke skabt struktur og sammenhænge, og forsøgspersoner kunne derfor ikke berette om samme positive effekter.

Mit optimale jeg
Mit optimale jeg er en skriveteknik, hvor alle facetter af ens inderste drømme og mål kommer på papir. Det er en form for storytelling, hvor kuglepennen bestemmer og alle tanker nedfældes på papiret. Til forskel for at lave en hierakisk målliste med prioriteret mål fra 1-10, så sikrer mit optimale jeg-skriveteknikken, at alle følelser, indre billeder og tidligere erfaringer kommer med. Det er, hvad man i sportspsykologiens verden bruger som visualiseringsteknik, og som har dokumenteret positiv effekt. Forskning i visualisering viser at personer, der kan forestille sig bedrifter i højere grad også vil opnå dem.

Mit optimale jeg er altså en optimal og veldokumenteret teknik til at gøre sine mål konkrete ved at skabe strukturer, lave en handlingsplan ved at prioritere valg og fravalg samt i sidste ende at nå sine mål.

Så fat pen og papir, bryg en god kop kaffe og lad sætningerne strømme derudaf.

Hjælpespørgsmål:

• Forestil dig, at du vågner i morgen, og der er sket et mirakel. Mens du har sovet har hele verden ændret sig lige efter dit hoved. Hvad er der sket?
• Hvordan skal resten af din dag, din uge, din måned, dit år, dit liv være?

Når du er færdig med skriveøvelsen, så begynd at led efter sammenhænge og stil dig selv følgende spørgsmål:

• Hvad er dit mål for den næste periode?
• Hvordan vil du omsætte dette til handling?
• Hvornår vil du gøre det?
• Er der nogen der skal vide det og evt. støtte dig i det?

God fornøjelse!

En drøm er et mål uden en plan

En drøm er et mål uden en plan

Alle mennesker har drømme. Store drømme som et liv med mening, køb af drømmehuset, løbe et maraton osv. Dagdrømmeri som at gå på date med hende den søde, cykle frem og tilbage til arbejde eller starte på en ny hobby. De fleste af os må dog nok erkende, at det ofte bliver ved drømmene, nogle vil måske endda påstå at det også for det bedste. Drømme er drømme og ikke en del af det virkelige liv.

Til trods for den ofte negative Jantelov holdning til når folk tør fortælle deres drømme højt, så lykkes det jo alligevel folk at opnå fantastiske ting i deres liv. Tænk blot hvis Thomas Edison lod sin drøm ligge, så vil vi ikke have noget lys i dag. Eller hvis Nelson Mandela holdte sin mund fordi han ikke turde fortælle om sin drøm om et frit Sydafrika, så ville vi måske stadigvæk have apartheid.
Det er store historiske personligheder jeg her trækker frem, men ofte er det jo sådan at de største personligheder, jo netop er dem som turde satse på deres drøm. Satse på deres drøm ved lægge en plan og lave drømmen om til et mål.

Alt for mange af os lader det aldrig blive til mere end ved drømmen. Drømmen giver os et kort indblik i, hvordan det kunne være. En smag af det søde liv. Men hvorfor lade det blive ved kun den korte stund af lykke, hvorfor ikke gå 100% efter det som i vores dagdrømmeri kommer igen og igen?

Adfærd og identitet

Drømmen afspejler ofte vores optimale jeg. Den identitet som vi selv ønsker at leve efter, og som vi håber andre mennesker ser os som. Ofte hænger vores adfærd bare ikke sammen med vores identitet. Vi laver handlinger i vores liv, som ikke hænger sammen med måden vi ønsker at leve det på. Vi træffer valg som fjerner os fra den identitet vi ønsker at have.

Når vi snakker sundhedsadfærd, så ved de fleste af os i store træk jo godt hvad der er usundt og sundt. Alligevel har vi en tendens til at træffe nogle valg, der ligger langt fra den drøm vi har om vores egen identitet. Årsagen her til er sikkert mange, men specielt to årsager oplever jeg som sundhedsvejleder går igen og igen.

1. Der er intet konkret mål med sundheden

2. Det er for et stort besvær at leve op til sit eget bedste

Vi mennesker er ofte indstillet på at få mest muligt ud af mindst mulig indsats. Som moderne menneske er vi derfor godt stillet, når det kommer til at få stillet mange af vores behov. Alt kan i dag ordnes fra en computer, en bil, en fjernbetjening osv. Vi spiser mad udefra langt oftere end tidligere og vi har generelt nem adgang til alt der tilfredsstiller livets behov. Det moderne menneske er i en situation, hvor vi handicapper os selv. Vi foretrækker rulletrappen frem for den almindelige trappe, bilen frem for cyklen, computeren og tv´et frem for social aktivitet med andre. Der skal ikke herske tvivl om at teknologien er et gode, og vi i dag ikke kan leve uden. Teknologien sætter blot mennesket i en position, hvor al tilfredsstillelse nemt bliver stillet.

Men er tilfredsstillelse fyldestgørende for at udleve sin drøm? Svaret på dette spørgsmål er nej. Tilfredsstillelse er positivt for mennesket idet denne følelse fortæller os at et behov er dækket. Dette er dog kun et basalt behov, og må absolut ikke forveksles med det at have en drøm.

”The journey of a thousand miles begins with a single step” – Lao Tzu

Vi kender alle til nytårsforsæt som efter tre dage er glemt. Inderst inde ønsker vi at nytårsforsættet skal gå i opfyldelse, men arbejdet der skal ligges i at følge drømmen tynger mere på vægtskålen. Rygestoppet virker uoverskueligt, vægttabet, opstart af motion osv. Efter en kort periode vælger mange af os, derfor at lade det være ved tankerne og forblive i vores komfortzone. I vores komfortzone er altid rart at være. Vi kender de daglige udfordringer, har de kompetencer der skal til for at overkomme dem og føler os generelt sikre og trygge. Vores adfærd tenderer altid mod at leve i komfortzonen. Trygheden og sikkerheden vægter højt, og mange kan leve et fuldt ud tilfredsstillende liv i komfortzonen. Desværre står komfortzonen også for manglende udvikling, og de fleste af de personer, der forbliver her må leve med tanken om, hvordan det kunne have været.

Ens optimale jeg, den drøm vi har om os selv finder vi i udviklingszonen. Udviklingszonen står for mod og optimisme, da vi har vovet os ud på en selvudviklingsrejse som vi tror på vil gå i opfyldelse. Udviklingszonen står dog også for usikkerhed og ”at turde miste fodfæstet”. Vi ved ikke med sikkerhed, hvor turen går hen. Vi har kun et billede af, hvordan vi vil have vores verden skal se ud, og så handler vi derefter. Det vigtigste i udviklingszonen er dog at det første skridt er taget i retningen mod ens drøm/det optimale jeg/ identitet.

I de næste blogindlæg vil jeg komme med øvelser og bud på, hvordan det kan gøres nemt at definere sit optimale jeg, hvordan man kan gøre sin drøm konkret og hvilke tiltag der skal gøres for at tage første skridt i udviklingszonen.