lørdag den 28. januar 2012

Den bedste, sit bedste, det bedste

Hvem får succes?
  1. Den der prøver at blive den bedste
  2. Den der gør sit bedste 
  3. Den der gør det bedste
I elitesport er dette et spørgsmål man ofte stiller sig selv. Som udøver har man en tendens til kun at forholde sig til nummer 1. Man vil for alt i verden gerne være den bedste i sin disciplin. Som udøver bliver det ofte til en egocentrering, hvor man konstant er ude på at vise, at man er bedst. Til hver eneste træning, til hver eneste konkurrence. 
Som træner har jeg efterhånden fået et helt andet forhold til succes spørgsmålet, efter jeg nu har muligheden for at se det i et større perspektiv og med flere mennesker involveret.  Problemet med at være i nummer et er at udøveren ofte er mere nervøs, spændt og kan ligefrem have dårlig selvtillid. For hvad nu hvis man ikke er den bedste. Perspektivet bliver meget snævert, og udviklingen er begrænset. Specielt hvis man begynder at tænke lidt over, hvad man vil være den bedste i og sammenligner sig med. 
Eks. En serie 1 fodboldspiller, der drømmer om at komme på landsholdet, men det eneste han kæmper for lige nu er at blive den bedste på holdet.
Nummer 2 udøver er efterhånden blevet en kliché. Den der gør sit bedste.... Men hvad er ens bedste, hvornår ved udøveren at det fulde potentiale udnyttes? Jeg har selv hørt på denne kliché i mange år, og har selv levet efter den som udøver. Heldigvis er jeg begyndt at blive en smule klogere ved at have passion for trænerfaget.

For der hvor man virkelig ser succes hos udøvere, er ikke dem der konstant kæmper om at blive nummer et i klubben, på holdet eller på arbejdet. De succesfulde udøvere er dem, der gør det bedste! Med denne tilgang er der ikke nogen begrænsning på hvor højt loftet kan være.
De succesfulde udøvere sætter sig ned (ofte sammen med en træner/coach/mentor) og analyserer, hvad der kræves for at komme på aller højeste eliteniveau. Uden at tænke i begrænsninger tænkes der istedet i muligheder. Eller som et gammelt ordsprog siger "Tabere har forklaringer, vindere har planer".

Så hvis du virkelig ønsker succes med dit projekt, arbejde, sport, whatever.. Så lad være med at nøjes! Gør det bedste, og selvom du ikke ved hvor langt det vil bringe dig, så kan jeg love at det vil bringe dig meget længere end nummer 1 og 2.

God fornøjelse!