Hvornår kan man stille krav og hvornår kan man gøre forskel på folk?
Efter en veloverstået Scoutsamling i Farum, føler jeg får første gang at jeg optrådte som assisterende landstræner. 4 dage med tests af vores mange unge talenter og 4 dage med tungen lige i munden for at tilfredsstille ledere, skatere og ikke mindst forældre. Og selv om jeg kommer ud af denne weekend med med en rigtig god følelse, og en træningslejr som jeg selv er meget tilfreds med, så kan jeg mere end nogensinde mærke presset og snakken fra forældre i krogene.
Fra forældres side, kan jeg sagtens se grundende til snakken. De værner om deres børn og holder selvfølgelig øje med at der ikke bliver gjort forskel på deres og andres børn. Derfor formoder jeg, at det må være endnu sværere når der så bliver gjort forskel og deres børn ikke er med i gruppen, der enten bliver sendt videre til bruttotruppen eller får af vide at der skal meget mere arbejde til for overhovedet at være tæt på en udtagelse.
Og man kan ikke undgå at tænke efterfølgende, om man har været for hård eller for uretfærdig. Om man nu har kigget nok på den enkelte skater osv. For på den ene side vil man gerne være den flinke, der tilfredstiller alle og gør alle skatere og forældre glade. På den anden side så skal man bygge en bæredygtig bruttotrup op, der kan udfordre hinanden og skabe det bedre.
Så hvad skal man vælge? Flink fyr eller "Bad Coach"? Eller måske en kombination? Jeg vælger at gøre brug af begge dele. Det nytter ikke noget ikke at stille krav og ikke gøre forskel på folk, når vi snakker om eliteidræt. Og det at være på bruttotruppen skal være eliteidræt, og skaterne der på skal være indstillet på dette. Er folk ikke klar til det enten modenheds mæssigt eller fysisk, så er det ikke et sted for dem.
Her er det dog vigtig at pointere, at det ikke er det samme som at fravælge skatere. Nogen skatere modnes senere og skal bruge længere tid til at blive klar til eliteidræt. Og jeg er sikker på at mange af dem, som måske føler et lille nederlag nu fordi de endnu ikke er udtaget til brutotruppen, er dem som i sidste ende bliver vinderne!
Hvorfor? Fordi de har lidt nederlag og de været kede af det. Men de sande vindere er dem, der tager udfordringen op og sætter sig et mål og kæmper sig frem til det!!! Og jeg er sikker på at Danmarks første verdensmester skal findes blandt dem som før er blevet seedet fra.
Derfor skal de som ikke er kommet med på bruttotruppen se det som en positiv udfordring. En udfordring de kun kan vinde, hvis de træner målrettet efter det.
Men hvorfor gør vi så forskel på folk, når vi udtager? Fordi nogen er parate både fysisk og mentalt til at blive udfordret mere! Men om det så er dem, der vinder i sidste ende... Det er et godt spørgsmål? Det gør de kun, hvis de formår at tilegne sig samme målrettethed, som de der er blevet seedet fra, og har overvundet nederlaget.
Men ja, vi stiller krav som trænere... og ja vi gør forskel på folk selvom de er fra samme årgang, og jeg må nok indse at man som træner ikke kan gøre alle glade. Men jeg vælger både at være flink fyr og "Bad coach", og jeg tror på at et tabt slag ikke betyder et evigt nederlag.
Eliteidræt er hårdt og føles til tider uretfærdigt.. Men i sidste ende, så skabes der vindere! Vindere fordi de før har lidt nederlag, og de er kommet igennem. Vindere i sporten og ikke mindst vindere i det civile, fordi de har lært at sætte sig mål!
Så vi stiller krav og gør forskel som trænere... Vær du kun glad for det!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar