tirsdag den 23. september 2008

Hvor blev den sunde fornuft af?

Arhh, jeg bliver så sur hver eneste gang, jeg ser Praxis på TV2 angående bogen ”Kernesund familie”.

Konstant bliver vi bombarderet med nye oplysninger om vores kost. Sundhedsprogrammer og livsstils bøger præger de danske hjem, hvor mange i bogstaveligste forstand æder det hele råt. Den ene dag er kartofler fjenden, den anden dag er det mælken. Tilgengæld skal vi drikke sojamælk og spise tang, hvis vi vil leve et langt, sundt og lykkeligt liv. Historierne er mange og de bliver ofte bakket op af person fortællinger, der som en anden religiøs historie, beskriver omvendelsen fra et hårdt og opslidende liv til et liv i evig lykke. Man skulle tro at vores smertetærskel snart ville være nået, men nej. I vores stadig voksende naivitet køber vi de nyeste livsstils magasiner og bøger, skriver slavisk ned hvad Lene Hanson typer fortryllende fortæller om syre-base kure og andre mirakel opskrifter.

Vi lever i en verden af fortællinger. Fortællinger bygget på samme opskrift om skønhed, sundhed, ungdom og en lykkelig familie. Værdier vi alle eftertragter og drømme vi alle forfølger, men i vores jagt på den evige lykke og det grønnere græs hos naboen, bliver vi alle snydt. Der er nemlig nogen, der har regnet den ud og de tjener penge! Rundt om i landet dukker konstant befriere frem. Som en anden Moses er de kommet for at lede os normale, blegfede, gennemsnits danskere ud af vores middelmådige liv med børn, skat og en sovs der er brændt på. De er kommet for at hjælpe os med mirakelkure og nye livsstile inspireret fra deres eget før og efter liv. Her kan nævnes vores alle sammens nye Kirsten Hüttemeyer, Lene Hanson, Thorbjörg Hafsteinsdottirs forfatter til "10 år yngre på 10 uger", Ninka Mauritsons forfatter til "Kernesund familie- sådan!”. Inden de opdagede deres mirakelkure levede de et slidsomt liv med mange bekymringer, men wupti… Efter en livsstils ændring til et liv i fuld askese fra alverdens naturlige råvarer, så pludselig forsvandt den urene hud, den oppustede mave og de sure børn. Ja selv sexlysten fik de tilbage og det ellers ulykkelige ægteskab var reddet.

Det rammer os danskere, at høre disse menneskers historier. Det rammer os lige i hjertet for vi kan alle relatere til mindst et af ovenstående problemer. Det er jo klart at vi føler et nærvær med disse ”befriere”, når de lister samtlige sygdomme op fra Politikkens sygdomsbog. Vi vil altid kunne finde noget , hvor vi tænker: ”det kender jeg også til, det har jeg prøvet… jamen så må jeg jo være syg”, hvorefter man skynder sig at skylle ganen i Amerikansk olie, som beskrevet i ”Kernesund familie”.
Ja, vi er lette ofre, først og fremmest for os selv. Vi vil så gerne gøre det godt og leve sundt, men vi har brug for andre til at støtte os til, for vi kan ikke længere selv finde ud af det. Vores sunde fornuft er simpelthen glemt. Vi bliver gjort dummere ved markedsføring af diverse kost og helsetilskud, reklamer for produkter, der nu sænker kolesteroltal og modvirker impotens på samme tidspunkt. Vi lærer at sundhed kommer i pilleform og af mirakelkure, og jo flere penge man bruger på alle disse vidundermidler og viden, jo sundere er man.. og jo rigere bliver producenterne. Vi er desværre kommet til et punkt, hvor det det kun er fåtallet der kan skelne mellem sundt og usundt og kan guide sig igennem junglen af usunde tilbud. Den sunde fornuft er forsvundet til fordel for hurtige løsninger der tilfredsstiller nu og her, men desværre har langsigtede konsekvenser.

Det er ærgerligt, simpelthen så ærgerligt at kvaksalvere får så meget medietid! De fordummer os danskere og får os til at miste vores sunde fornuft. Den sunde fornuft som vi jo rent faktisk har overlevet på i mange hundrede tusinder af år, uden at skylle ganen i olie og gennemgå den ene udrensnings kur efter den anden.

Så et lille surt opstød her fra bloggen, lad vær med at lytte på alle de mirakelmagere! Sund fornuft er ganske enkelt godt nok! Om du så vælger at spise efter den sunde fornuft eller tager til nærmeste pizza bar i aften, ja det er så op til dig:O)

Ingen kommentarer: